Avis: Sveriges grænsekontrol er blandt Europas dårligste
En svensk avis citerer en Schengenrapport, som fælder hårde domme over Sveriges grænsekontrol. Personalet er ikke uddannet til at opdage falske pas, og grænseinspektører kalder kontrollen ren Anders And.
Sveriges grænsekontrol er blandt de ringeste i EU. Det er ifølge det svenske dagblad Expressen den hårde dom, som Schengen-inspektører fælder over svenskernes evne til at kontrollere, hvem der rejser ind i landet.
Ifølge avisen har inspektørerne været i Sverige sidste år og talt med de grænsebetjente, som udfører kontrollen. Konklusionerne er nedfældet i rapporten ”Evaluation of Sweden in the fields of management of the external borders” (Evaluering af Sveriges grænsekontrol på de eksterne grænser).
Rapporten viser det, som vi vidste i forvejen, at vi er en ren Anders And-virksomhed.Svensk grænsebetjent til dagbladet Expressen
Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men fastslår ifølge avisen, at de svenske grænser er dårligt bemandede, har kritisable arbejdsmetoder, og at grænsebetjentene mangler uddannelse.
Expressen har talt med en erfaren grænsebetjent, som siger, at Sverige på den ene side risikerer, at jihadister slipper ind i landet, og på den anden risikerer at frihedsberøve personer, som har ret til at rejse ind i Sverige.
Det skyldes bla. ifølge Schengenrapporten, at grænsepersonalet ikke er uddannet til at kunne opdage falske pas.
Rapporten beskæftiger sig med, hvordan Sverige håndterer bevogtningen af de såkaldt ydre grænser, det vil i praksis sige grænserne i internationale lufthavne som Arlanda ved Stockholm, hvor 26 mio rejsende passerer hvert år.
»Rapporten viser det, som vi vidste i forvejen, at vi er en ren Anders And-virksomhed,« siger en grænsebetjent til avisen.
Ifølge Expressen opdages jihadister ikke ved kontrollen af den enkle årsag, at græsekontrollørerne ikke spotter dem.
Kontrollen mellem Danmark og Sverige som blev indført i 2016, efter at en massiv flygtningestrøm søgte mod Sverige, betegnes som en ren id-kontrol og ikke en egentlig grænsekontrol. Men også her er der angiveligt plads til forbedringer. Erfarne kontrollører siger til Expressen, at kontrollen foretages af civilt personale, som har fået ni ugers uddannelse, men som ikke ikke har de fornødne juridiske kundskaber og viden om en tjenestemands pligter.
Schengenrapporten peger ifølge Expressen på, at i Malmø Lufthavn, der bl.a. har flyvninger til og fra Beograd i Serbien og Tuzla i Bosnien-Hercegovina, mangler personalet uddannelse i at kunne genkende forfalske dokumenter og viden om trussels- og risikofaktorer.
Tidligere har Schengen-inspektioner afdækket, at også i Københavns Lufthavn var der problemer med en effektiv kontrol af de passagerer, som kom til Danmark fra et ikke-Schengenland. I 2016 fik Danmark 13 henstilinger fra EU-Kommissionen, som bl.a. pegede på, at grænsebetjente skulle uddannes bedre i at afsløre falske dokumenter.
Af EU-Kommissionens seneste rapport om Schengenområdet og grænsekontrollen fremgår det, at Arlanda lufthavn fik uanmeldt besøg allerede i 2015, efter at EU’s fælles grænseagentur Frontex havde peget på, at der bl.a. var problemer med at opfange falske dokumenter. I marts 2016 sendte EU-Kommissionen 15 anbefalinger til Sverige. En af dem lød på, at personalet skulle uddannes bedre og have mere information om aktuelle risikoanalyser for terror.
Ifølge Expressen blev den seneste rapport bevidst holdt tilbage før det svenske valg, som fandt sted den 9. september. Her var indvandringen et af de store politiske stridsspørgsmål. Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne fik sit hidtil bedste valg med 17,5 pct. af stemmerne.
Justitsministeriet afviser over for avisen, at det skulle være tilfældet. Liselotte Ström, chef for grænsepolitiet i Stockholm, siger, at hun har læst udkastet til rapporten, men at den endelige udgave ikke er klar endnu. Hun afviser også, at den skulle være holdt tilbage af politiske grunde.