Annonce
International

Frygt for nye konflikter på Balkan

Serbien og Kosovo vil flytte grænselinjen. Men det kan føre til nye uroligheder, lyder advarslerne.

Sporene fra borgerkrig og etniske udrydninger på Balkan skræmmer, når Serbien og Kosovo forhandler om at tegne grænsen om mellem de to lande. Foto: Amel Emric, AP

Det kan føre til voldelige konflikter mellem etniske grupper på Balkan, hvis Serbien og Kosovo aftaler at ændre på grænsen mellem de to lande.

Sådan lyder advarslen fra en lang række eksperter og flere europæiske regeringer, efter at de to landes præsidenter nærmer sig en aftale om at ”bytte” landområder omkring grænsen. Kommuner i Kosovo med mange serbiske indbyggere vil blive en del af Serbien – og omvendt. EU-Kommissionen og USA har accepteret bytteforhandlingerne.

Men at rette grænsen til efter etniske grupperinger vil være en gentagelse af de beslutninger, der ledte til Balkankrigene i 90’erne, vurderer blandt andre den danske Balkanekspert Christian Axboe Nielsen fra Aarhus Universitet.

»En meget stor fejl«

»I mere end 20 år har EU stået fast på, at grænser på Balkan ikke skal ændres, fordi det giver stor risiko for nye krige og tragedier. Princippet har været, at etniske mindretal i stedet skal behandles ordentligt i det land, de bor i. Men nu støtter EU og USA, hvis de to lande bliver enige om at ændre grænsen, så der skabes etnisk homogene stater uden betydelige mindretal. Det vil være en meget stor fejl,« siger han.

Carl Bildt advarer

Blandt risiciene er, at mindretal i f.eks. Bosnien og Makedonien vil bruge aftalen til selv at kræve grænseændringer. Samme krav kan komme fra separatister i Ukraine og Spanien. Ved at støtte en etnisk defineret landegrænse mellem Serbien og Kosovo skaber EU og USA ny præcedens, advarer eksperterne.

»Sådan en politik vil blive misbrugt af nationalistiske politikere til yderligere at udfordre grænserne og destabilisere andre lande,« skriver tre tidligere EU-udsendinge til Balkan, heriblandt tidl. svensk statsminister Carl Bildt.

Tyskland, Storbritannien og Kroatien er imod grænseændringer. I en mail kalder udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) det »som udgangspunkt positivt, når to lande er enige om at løse uenighederne i samarbejde i stedet for konflikt. Det synes jeg, at vi skal bakke op om«.

Bosnien var fra 1992 til 1995 hærget af borgerkrig med massive etniske udrensninger og de værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig. Eksperter frygter, at de aktuelle forhandlinger kan føre til nye konflikter i regionen.

I Kosovo ulmer utilfredsheden med landets præsident. I denne uge sagde premierminister Ramush Haradinaj, at en grænseændring »vil betyde krig«.

»Hvis vi genåbner, hvad der allerede er aftalt, vil det være at genåbne fortiden. I vores region betyder det at genåbne krige,« sagde han.


Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her