Annonce
International

Motivet for skud på ambassade er stadig ukendt

Det er anspændt mellem USA og Tyrkiet.

Et af skudhullerne i den amerikanske ambassade i Ankara. Foto: Tumay Berkin/AP

Tidligt mandag morgen blev adskillige skud affyret mod den amerikanske ambassade i Ankara i Tyrkiet, men motivet er stadig ukendt. Skudsalven falder på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og Tyrkiet er anspændt, efter at Tyrkiet har nægtet at løslade en række amerikanske fanger, og USA blandt andet har svaret tilbage med en fordobling af toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet.

Ifølge CNN Türk er der ikke nogen, der er blevet ramt på den amerikanske ambassade i Ankara. Den står nemlig tom, fordi den holder lukket på grund af den muslimske højtid Eid al-Adha.

Øjenvidner har fortalt, at der blev sendt 5 til 6 skudsalver afsted mod "gate 6" (bestemt indgang ved ambassaden, red.) tidligt mandag morgen, skriver avisen.

Motivet og gerningsmændene for skyderiet er endnu ikke fundet. Men skuddene falder på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Tyrkiet og USA er en smule betændt.

I oktober 2016 anholdte tyrkisk politi den amerikanske præst Andrew Brunson. Han er anklaget for at støtte Gülen-bevægelsen, som ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, stod bag et kupforsøg i Tyrkiet i sommeren 2016.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har krævet de amerikanske fanger heriblandt præsten løsladt. Det har Erdogan afvist, hvilket har fået Trump til at true med at straffe Tyrkiet. Derfor valgte amerikanerne tidligere på måneden at fordoble toldsatserne på tyrkisk stål og aluminium.

Tyrkiets valuta er siden styrtdykket, og eksperter mener, at striden mellem de to NATO-lande kan være medskyldig i det. Recep Tayyip Erdogan har fornyligt truet med at boycotte amerikansk elektronik.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her