Fortsæt til indhold
International

Operation Tordenvejr: Dyr i tusindtal beslaglagt i stor international politiaktion

Politiet har identificeret 1.400 mistænkte for illegal handel med bl.a. dyr, kød, elfenben og træ.

En verdensomspændende aktion under det internationale politisamarbejde Interpol har ført til en række anholdelser og beslaglæggelser af adskillige levende og døde dyr samt flere tons kød og træ.

En kasse amazonepapegøjer blev reddet i Mexico under Operation Tordenvejr. Foto: Interpol

Interpol har onsdag løftet sløret for aktionen, der foregik i maj under kodenavnet Operation Tordenvejr.

Myndigheder fra i alt 92 lande - heriblandt Danmark - deltog i operationen, og i skrivende stund har man identificeret 1.400 mistænkte for såkaldt wildlife-kriminalitet: Ulovlig handel med bl.a. vilde dyr, dyrekropsdele og træ.

Politiet i de pågældende lande har fået fingrene i en lang række dyr og kropsdele fra dyr, som man mistænker skulle videreformidles uden for lovens rammer.

Listen tæller 27.000 reptiler - heriblandt næsten 900 krokodiller og alligatorer, over 9.000 skildpadder og 10.000 slanger - samt næsten 4.000 fugle som papegøjer, ugler, pelikaner og strudse.

Der er blevet beslaglagt 1,3 tons elfenben. Derudover har man fundet horn fra næsehorn, bøffel og antiloper. Foto: Interpol

Dertil kommer 48 levende aber, 14 kattedyr som tigre, løver, leoparder og jaguarer og kroppene af syv bjørne - heraf to isbjørne.

Endelig er der blevet beslaglagt 43 tons kød fra bl.a. bjørne, elefanter, krokodiller, hvaler og zebraer, 1,3 tons elfenben og adskillige tons træ på verdensplan, oplyser Interpol. Det drejer sig om illegale varer for flere millioner dollars.

For at opspore de ulovlige varer har politiet bl.a. taget specialtrænede hunde i brug til at snuse sig gennem pakkepost, og i lufthavne har man holdt særligt øje med suspekt kuffertindhold ved hjælp af røntgenteknologi.

Man har bl.a. brugt trænede hunde til at opsnuse de illegale varer. Foto: Interpol

Ben Janse van Rensburg, der er afdelingsleder i CITES, en konvention som arbejder for beskyttelse af verdens truede vilde dyr og planter, siger, at intet land er i stand til at bremse den illegale handel alene.

Samarbejdet over grænser er opskriften på Operation Tordenvejrs succes, mener han.

»Operation Thunderstorm sender klar besked til de kriminelle om, at verdens retshåndhævende myndigheder er på sporet af dem,« siger han.

WWF anslår, at illegal handel med truede dyr er den fjerdestørste organiserede kriminalitet i verden med handel for milliarder af dollars hvert år.

En stor mængde skjold fra den truede karettehavskildpadde blev beslaglagt på vej fra Miami til Vietnam. Foto: Interpol