En ny begyndelse for Nordkorea?

SINGAPORE — Det internationale pressecenter i Singapore brød ud i jubel. Forløsningen var til at tage og føle på, da USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, tidligt tirsdag spadserede ud fra hver sin side af Hotel Capellas to fløje og gav hinanden hånden.

De mange hundrede asiatiske mediefolk kunne ikke holde deres begejstring tilbage. Efter måneders nedtælling, aflysninger, usikkerhed og erklæringer frem og tilbage mødtes Donald Trump og Kim Jong-un omsider.

Håndtrykket var symbolet på en verden, som på grund af de historiske begivenheder i Singapore måske ser helt anderledes ud i morgen end i går.

Måske ikke.

I 48 timer nervepirrende timer var Singapore centrum for et af de mest uortodokse politiske initiativer i dette årti.

Kunne USA’s kontroversielle præsident få en fornuftig dialog med den 34-årige diktator fra et af verdens mest lukkede og isolerede samfund?

Spændingen blev gradvist bygget op.

Singapore var mere eller mindre lukket ned af sikkerhedsgrunde, da de to ledere allerede søndag fløj ind efter en nøje tilrettelagt plan. Først Kim Jong-un i en Boeing-747, som Nordkorea havde lånt af Air China. Siden Trump i Air Force One. Begge kørte til byen ad afspærrede motorveje med tusindvis af nysgerrige singaporeanere og turister langs ruten.

De mødtes programmæssigt med Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, men brugte ellers mandagen på at trimme positionerne. Bortset fra da Kim snød sig til par timers friaften med sightseeing i byen. Der blev taget selfies til den store guldmedalje af overraskede lokale og turister.

Dagsordenen i enrum

Imens arbejdede de mere end 100 mand store delegationer under ledelse af nationale topfolk natten igennem på at definere de linjer, som forhandlingerne kunne komme til at dreje sig om.

Oplægget var relativt løst. Det var nærmest et blankt stykke papir med nogle af de emner, der lå på den nationale dagsorden: ingen atomvåben, fredsaftale, genforening, økonomi.

Ingen kunne på forhånd vide, hvor forhandlingerne ville gå hen eller hvilke uventede emner, der kunne dukke op. Derfor brugte embedsværket den sidste nedtælling til at forberede så meget som muligt.

Der var nervepirrende momenter undervejs. Trump og Kim satte dagsordenen i enrum. Siden skulle embedsmændene forsøge at samle positioner og udspil op.

Der blev bragt mange ting på bordet i sidste øjeblik, og Donald Trump kom næsten to timer for sent til et annonceret møde med pressen. Der ligger et betydeligt aftalekompleks neden under den fire punkts sluterklæring, der blevet præsenteret af de to ledere i fællesskab.

Mødet var det første af sin slags.

Ikke bare fordi det var det første møde nogensinde mellem en amerikansk præsident og lederen af nation, der uafbrudt i 68 år har været USA’s ærkefjende i Østasien. Men selve formatet var nyt. Det var den korte tid også.

Den måde at lave internationale aftaler på er et opgør med århundreders diplomatiske traditioner.

»Det vil sætte standarden for fremtiden,« vurderede en diplomat i en tv-debat.

Tiden for de lange og træge bureaukratiske forberedelser er forbi. Nu skal der forhandles med fokus på resultater uden alt for mange sikkerhedsseler og faldskærme.

Singapore-aftalen er kulminationen på den strategi, som Trump har fulgt hele vejen. Aftaler præget af hurtige beslutninger, hvor de personlige relationer definerer udfaldet. Det betyder også, at man kan gå på kompromis med sine oprindelige synspunkter, og noget kommer ikke med.

Op til topmødet blev der talt meget om en fredsaftale, der omsider kunne sætte et officielt punktum for Koreakrigen. Men freden kom ikke med i farten.

Forhandlingskonceptet er ikke specielt populært i administrationen. Ligesom Kim har Trump måttet kæmpe med træghed i et bureaukrati, som frygtede en fiasko, politiske konsekvenser, og som bare slet ikke bryder sig om hurtige uforudsigelige processer.

Men Donald Trump er forretningsmand. Han kan forhandle en aftale og kender dynamikken. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og der skal være noget til alle parter.

»De ønsker en aftale. Det er, hvad jeg kan. Jeg har lavet aftaler og handler hele mit liv. Jeg ved, hvornår folk ønsker at lave en handel. Jeg har været god til det,« sagde han, og erklærede at han instinktivt følte, at Kim var parat til at forhandle.

Da det kom til afgørelsernes time, var det Trump over for Kim.

I de tidlige morgentimer tirsdag trillede diplomatbilerne over dæmningen, der adskiller Singapore fra øen Sentosa med Hotel Capella.

Håndtrykket og de korte erklæringer tog brodden af spændingen. Der var nærmest jovial stemning, da de gik i enrum for at tale fremtid. De sporadiske glimt af selskabet, da de fik følgeskab af delegationerne og fortsatte med en afsluttende arbejdsfrokost, bekræftede den positive stemning.

Underskrivelsen af aftalen blev gennemført i en afslappet atmosfære.

Et internationalt gennembrud? Succes eller fiasko? Hvem klarede sig bedst? Det vil tusindvis af kommentatorer diskutere i tiden fremover.

En vigtig del af historien er dog, at for blot et halvt års tid siden fløj raketterne fra de nordkoreanske kyster, sanktionerne blev skærpet og krigstruslerne lå tungt over Korea-halvøen.

Kvindeligt ishockeyhold

Men da først den krigeriske retorik ebbede ud, var vejen banet for mødet i Singapore.

Det begyndte med de olympiske vinterlege i Sydkorea. Der havde længe været arbejdet bag kulisserne for at få Nordkorea til at spille en aktiv rolle. Det lykkedes. Blandt andet med et fælles kvindeligt koreansk ishockeyhold, et heppekor og en officiel delegation, der præsenterede Kims lillesøster, som spiller en vigtig rolle i partiet.

Siden fulgte møder mellem Kim og Sydkoreas præsident, Moon. Hjertelige og konstruktive møder, der lyste langt væk af forår. Kim drog desuden på to rejser til Kina for at koordinere positionerne med landets eneste reelle allierede. I slutfasen rejste amerikanske topfolk, inklusive udenrigsminister Mike Pompeo, til Pyongyang for at forhandle og afstemme forventninger.

Efter at datoen og stedet var blevet offentliggjort, holdt verden vejret i nogle dage, fordi Donald Trump pludselig aflyste mødet.

Baggrunden var bl.a. to koreanske delegationer, som ikke mødte op til aftalte møder i Singapore og Pyongyang. Det vakte dårlige minder.

Siden begyndelsen af 1990’erne er Nordkorea gang på gang bare blevet væk fra aftalte møder eller har sendt nye folk uden mandat og beslutningskraft.

Det Hvide Hus kunne ikke leve med, at Trump stod i Singapore, og Kim ikke dukkede op. Det havde været politisk selvmord og et tab af ansigt, som ville have givet global genlyd. Men det lykkedes at få processen på skinner igen, efter et brev fra Trump og en forsikring fra Kim om, at Nordkorea seriøst ønskede mødet gennemført. Som en gardering blev det aftalt, at Kim fløj først ind til Singapore.

Flere møder

Nu er tiden til at kigge fremad. Andre nationer skal ind i billedet som garanter og støtter. Allerede i den kommende uge begynder processerne med en modernisering og nedrustning af Nordkorea. Trump har også ladet forstå, at der vil komme flere møder mellem ham og Kim.

»Vi nåede meget længere, end jeg troede,« konstaterede den amerikanske præsident på den afsluttende pressekonference, mens Kim havde forladt Sentosa.

Holder Trumps instinkter, venter der store forandringer i Nordkorea. Atombomberne var en del af den nationale fremtid. Det er de ikke længere. Derimod står Nordkorea over for store sociale, kulturelle og økonomiske forandringer. I sine korte bemærkninger fik Kim sagt, at der vil ske store ting i Nordkorea i den kommende tid.

»Verden vil se os forandre os. I dag havde vi et historisk møde og besluttede at lægge fortiden bag os. Vi står foran historiske forandringer,« sagde han efter underskrivelsen af aftalen – og det er måske i virkeligheden det mest markante udfald af 48 dramatiske timer i Singapore.