Fodboldboss dribler uden om de britiske myndigheder: Nu er han Israels rigeste mand
Multimilliardæren Roman Abramovic, der ejer fodboldklubben Chelsea FC, har fået israelsk statsborgerskab.
Den karismatiske russiske oliemilliardær Roman Abramovic, der tilbage i 2013 købte fodboldklubben Chelsea FC, kan fremover skrive en anden nationalitet i sit måske guldbelagte pas. Han er nemlig blevet israelsk statsborger.
Roman Abramovic havde ellers søgt om fornyelse af sit visum hos de britiske myndigheder, der dog længe har tøvet med at behandle hans sag. Ifølge den britiske avis The Independent skyldes det angiveligt, at myndighederne ønsker at granske rigmandens økonomi.
Det skriver TV2.
Ifølge det israelske indenrigsministerium har Roman Abramovic søgt og fået statsborgerskab i Israel på linje med alle andre ansøgere, og fordi han er jøde, har det været muligt for ham at få statsborgerskabet med det samme.
Med en anslået formue på over 70 milliarder kroner gør det ham samtidig til Israels rigeste mand.
Det nye statsborgerskab betyder dog ikke, at han fremover er fuldstændig stavnsbundet og ikke kan følge sit Chelsea-mandskab fra tilskuerlægterne i London. Israelske statsborgere kan nemlig rejse visumfrit til Storbritannien i op til seks måneder.
Men spørgsmålet om, hvor Roman Abramovic - og andre russiske rigmænd for den sags skyld - har deres rigdomme fra, er i øjeblikket genstand for en voldsom interesse hos de britiske myndigheder.
Siden giftangrebet mod den russiske eksspion Sergej Skripal har forholdet mellem de to lande været yderst anspændt. De britiske myndigheder beskylder nemlig Rusland for at stå bag angrebet og har derfor meldt ud, at de nu vil gå målrettet efter russiske rigmænd i Storbritannien, der har forbindelser til Kreml.
Roman Abramovic afviser dog blankt, at hans formue skulle være bygget på kriminelle gerninger, men derimod blot er resultatet af »hårdt arbejde og de risici, man tager, når man laver forretninger i Rusland,« som han udtrykte det til The Telegraph.