Annonce
International

EU gør klar til at blokere for USA-sanktioner mod Iran

Så længe iranerne fortsætter med at overholde atomaftalen, vil EU også overholde den, siger Juncker.

EU er på vej med et udspil, der skal blokere for, at amerikanske sanktioner mod Iran også slår igennem i Europa.

Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, torsdag efter et topmøde i Sofia.

Her har de europæiske problemer med USA's præsident, Donald Trump, stået højt på dagsordenen.

- Vi vil begynde en blokeringsproces med det mål at neutralisere de ekstraterritoriale virkninger af de amerikanske sanktioner i EU, siger Juncker.

Det sker, efter at præsident Donald Trump i sidste uge besluttede at trække USA ud af atomaftalen med Iran.

Det udløser samtidig amerikanske sanktioner mod virksomheder, der handler med Iran. Sanktionerne kan også ramme europæiske virksomheder.

Juncker bebuder et udspil fra EU-Kommissionen allerede fredag efter at have fået opbakning til det på topmødet.

EU planlægger at støve en blokeringsforordning af, der sidst blev brugt for omkring 20 år siden.

Nemlig da USA med den såkaldte Helms-Burton-lov truede med at ramme også europæiske investeringer på Cuba.

EU-forordningen ventes blandt andet at forbyde europæiske virksomheder at rette sig efter de amerikanske sanktioner.

Men sådan et forbud er svært at føre ud i livet, og mange ser det mere som en politisk advarsel til USA end et effektivt juridisk middel.

Forbuddet har aldrig været testet i virkeligheden, for striden om de amerikanske Cuba-sanktioner fandt dengang en politisk løsning.

EU's mål er både at undgå, at amerikanske sanktioner mod Iran får effekt i Europa, og at redde atomaftalen med Iran.

- Så længe iranerne fortsætter med at overholde aftalen, vil EU overholde aftalen, siger Juncker.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her