Danske soldater udsendt til Kosovo på 19. år – det går fremad, selv om det går langsomt, siger deres chef

KOSOVO — Den første bom går op, og skraldebilen triller ind. Chaufføren kravler ud af førerhuset og åbner motorhjelmen. Bilen skal undersøges, inden den næste bom åbnes ind til militærlejren.

Chaufføren kender rutinen. Det gør Mads også.

Den 28-årige dansker har de sidste tre måneder været udstationeret til Natos lejr, midtvejs mellem Kosovos hovedstad Pristina og provinshovedbyen Mitrovica ved grænsen til Serbien. Sammen med sine 28 kolleger fra Skive har han ansvaret for bevogtningen af lejren.

»Vi kontrollerer id-kort på alle og spejler under bilerne for at se, at der ikke er sat noget fast. Det kan være ting, der skal smugles ind, eller bomber,« siger Mads, der var udsendt til Afghanistan i 2010 og 2012.

»Mange af dem, der har været i Irak eller Afghanistan har sagt, at Kosovo er sådan et sted, man kommer hen og slapper af. Men jeg har prøvet begge dele, og missionerne er vigtige på hver sin måde. Og for mig er de begge to opgaver, jeg løser for Danmark.«

»Det er selvfølgelig en anden risiko end i Afghanistan. Men hvis vi fejler, så kan vi være skyld i, at noget går galt inde i lejren. På den måde er det ikke svært at holde motivationen,« siger hans kollega Kristian.

Endnu har danskerne dog til gode at finde noget som helst under en bil. På den måde kan missionen virke fredelig og harmløs. Men på det politiske niveau er spørgsmålet om Kosovo langtfra harmløst.

Det går langsomt

Det er 19 år siden, at Nato med jægerfly og bomber afsluttede Serbiens overgreb mod den albanske befolkning i landets sydlige del og dermed sluttede den sidste af en række krige i eksjugoslavien. Men der er stadig brug for Natos styrker i Kosovo, hvor omkring 7 pct. af befolkningen anses for serbisk. Nato er blevet der for at forhindre fjendtligheder i at genopstå, sikre fri bevægelighed og hjælpe flygtninge til at vende hjem.

Hovedansvaret for sikkerheden er gradvist overdraget til Kosovo Police, men Natos soldater er stadig back up. Den anden opgave for Nato er at rådgive Kosovo Security Forces, der skal bygges op som et beredskab til minerydning, eftersøgninger og reaktionsstyrker som assistance til politiet. Et egentligt militær er det dog ikke.

Målet er, at Kosovos egne institutioner bliver legitime i andre landes øjne. Og i lokalbefolkningens – ikke mindst den serbiske del.

Den legitimitet forsøger Nato at hjælpe på vej dels med påvirkningskampagner, som eksempelvis et ungdomsblad, som fire af de danske udsendte er engageret i at producere. Dels med rådgivning af sikkerhedsstyrkerne.

To danske soldater, Mads og Kristian, fortæller JP's Martin Kaae, hvorfor rutineopgaver er vigtige for missionen i Kosovo:

Chefen for de danske soldater i Kosovo, oberstløjtnant Jan Werner Mathiasen, sidder til daglig i spidsen for et hold af internationale rådgivere, der skal styrke sikkerhedsstyrkernes forståelse af blandt andet indkøbsjura og budgetstyring, logistik, kommunikation, HR og ligestilling. Et vigtigt element er at styrke kosovarernes langtidsplanlægning. Mathiasen bruger som eksempel Kosovos indkøb af pansrede køretøjer, såkaldte ”Humvees”, fra USA.

»De har skrevet kontrakten, og køretøjerne kommer til december. Så spørger vi dem, hvordan de bliver klar til at modtage dem. Så peger de sådan lidt rundt i lokalet og siger, ”måske er det hans ansvar, eller måske er det ham der”. Men de ved det ikke, og de har ikke nogen plan for, hvordan de får uddannet nogen til at køre vognene, mekanikere til at vedligeholde dem, hvordan de får fat i reservedele, om bilerne skal forsikres med nye kontrakter og alt mulig andet. Sådan nogle processer er naturlige i et Nato-forsvar. Men tankegangen ligger dem fjernt her. Og der skal være orden i pudsekassen, inden man kan sende en ansøgning til Nato eller EU,« siger han.

»De er i gang med at bygge et land op med alle de små strukturer, det kræver. Den slags tager lang tid, og det sker med små skridt. Men ligesom når man kigger på en kurve over aktiekurserne, så går det nogle gange lidt op og lidt ned, så er det en støt stigende kurve, hvis man kigger på den over 10 år. Det går fremad, selv om det går langsomt,« siger Jan Werner Mathiasen.

Vil ikke ydmyges

Kosovos forhold til Serbien er fortsat anspændt, og selv om de to lande i 2013 indgik en EU-støttet aftale om deres indbyrdes forhold, er der ifølge EU-Kommissionen fortsat behov for »en lovligt forpligtende aftale om normalisering af forholdet«, før nogen af dem kan gøre sig håb om at nærme sig EU.

Normaliseringen synes lidt langt væk, når eksempelvis Kosovo i marts anholdte Marko Djuric, leder af den serbiske regerings kontor for Kosovo, da han besøgte Kosovo. Djuric var indrejst ulovligt, lød anklagen, inden han blev løsladt igen.

I sidste uge sagde Serbiens præsident, Aleksander Vucic, om forholdet til Kosovo, at »vi kan acceptere kompromiser. Men vi kan ikke acceptere ydmygelse af Serbien«.

Direkte krigshandlinger er der ikke udsigt til. Men Nato har stadig brug for at være til stede, 19 år efter krigen.

»Det er Natos længstvarende mission, og Danmark har været med fra begyndelsen. Vi giver ikke bare op og trækker os ud. Det er det lange, seje træk, som danske politikere er villige til. Det kan godt være, at 6 mand her i hovedkvarteret og 29 i bevogtningen udefra ikke ser ud af ret meget. Men i forhold til andre Nato-lande, bidrager vi substantielt. På den måde er vi også med til at sikre stabiliteten på Balkan,« siger Mathiasen.