Nato vil optrappe sin militære træning af Iraks soldater
Sikkerhed ude betyder sikkerhed hjemme, siger Stoltenberg. Men Nato er ikke på vej i kamp i Irak, siger han.
Nato-landene vil optrappe deres militære tilstedeværelse i Irak ved først og fremmest at styrke træning og rådgivning af irakiske soldater.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, torsdag efter to dages forsvarsministermøde i Bruxelles.
- Vi planlægger at skrue op for Natos tilstedeværelse. Men vi planlægger ikke en kampmission, siger Stoltenberg.
Han siger, at Nato vil begynde planlægningen af en træningsmission, som Irak og USA, der leder den internationale koalition mod Islamisk Stat, har bedt om.
- Vi kan gøre en stor forskel med vores trænere og rådgivere, siger Nato-chefen.
Nato træner allerede irakiske styrker i dag. Men trænerne opholder sig kun i det krigshærgede land i kortere tidsrum, inden de tager afsted igen.
Det vil derfor give bedre resultater at indlede en egentlig træningsmission, mener Nato.
- Den vil nyde godt af bedre ressourcer og en veletableret proces, hvor allierede kan bidrage med styrker, siger Stoltenberg.
Han siger, at Nato også planlægger at hjælpe de irakiske soldater med at blive mere professionelle.
Det kan ske ved at etablere specialiserede militærakademier og skoler.
USA's forsvarsminister, Jim Mattis, er tilfreds med, at Nato er på vej med en mere vedvarende mission i Irak.
Det sker for at "opbygge den kapacitet, de behøver, for at opretholde deres indsats med at beskytte deres folk mod, at der opstår en eller anden ny type terrororganisation", siger Mattis.
Stoltenberg har under Nato-mødet understreget, at det nu gælder om at vinde freden i Irak, efter at Islamisk Stat - også kaldet Isil - stort set er nedkæmpet i både Irak og Syrien.
- Koalitionen har gjort store fremskridt. 98 procent af Isils territorier i Irak og Syrien er befriet, siger han.
Nato-chefen siger, at over 7,5 millioner mennesker er befriet fra Islamisk Stats undertrykkelse.
- Nu må vi sikre, at vi holder fast i de gevinster. For sikkerhed ude betyder sikkerhed hjemme, siger han.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at Nato skal spille en større rolle i stabiliseringen af Irak ved at hjælpe med at genopbygge deres militær og institutioner.
Han kan dog endnu ikke sige, om det betyder flere danske soldater til Irak.
- Det afhænger af, hvad der er behov for, siger forsvarsministeren.
/ritzau/