International

Prins Henriks død går verden rundt: »En kontroversiel prins«, en »bon vivant« og en »passioneret kunstner«

Prins Henriks død præger onsdag overskrifterne hos de internationale medier.

Prins Henrik døde tirsdag aften. Han blev 83 år. Foto: Patrick Van Katwijk

Nyheden om, at prins Henrik tirsdag aften sov stille ind, har spredt sig i verden som en royal steppebrand.

Vores svenske naboer bringer beskeden, at det danske kongehus - og Danmark - er i sorg. Det kan man læse hos Aftonbladet, der indleder med en udtalelse fra den svenske kong Carl Gustaf, som udtrykker »stor medfølelse med dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Joachim og deres familier«.

»Der er et tæt bånd mellem de nordiske kongehuse - ikke mindst gennem nære slægtsbånd, som forbinder os. Vi mindes prins Henrik med stor varme,« lyder det i udtalelsen fra Carl Gustaf.

Kongehuset har erklæret en måneds hofsorg efter prins Henriks død

Aftonbladet selv hæfter sig ved, at dronning Margrethe er »ekstremt populær« blandt danskerne, og at også prins Henrik har været meget værdsat og vellidt for sit gemyt, sin kreativitet og munterhed.

Den franske avis Le Monde beskriver prinsens kunstneriske evner og engagement for at dyrke vin og poesi, men kalder ham også »en kontroversiel prins«, og hæfter sig ved hans ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke. Avisen skriver, at det ikke var let for prins Henrik at leve side om med dronningen uden selv at have en kongekrone på hovedet.

Sagt af Dronning Margrethe om prins Henrik: Uden ham var jeg ikke, hvor jeg er i dag

Den samme vinkel har nyhedsbureauet AFP anlagt i sit nyhedstelegram, som man kan læse hos flere europæiske medier.

»Danmarks prins Henrik, der ville være konge, død, 83 år gammel« lyder eksempelvis overskriften hos britiske The Telegraph, der skriver, at prins Henrik havde et »jovialt ansigt indrammet af underspillede briller« med et omdømme som en  »bon vivant« - en »livsnyder« eller »levemand« - med en forkærlighed for madlavning, vin og digte.

»Men hans hyppige vredesudbrud af vrede og en flamboyant stil i et land, der værdsætter ydmyghed og diskretion havde længe irriteret det danske folk,« lyder det i telegrammet. Det beskriver videre, at prins Henrik blev drillet for sin accent og havde svært ved at leve i dronningens skygge, og at han derfor »aldrig rigtig fandt sin plads i Danmark«.

Ordet »jovial« går igen hos The Independent, der desuden skriver, at prins Henrik var kendt for at være »ærlig« og »retfærdig«, og at han havde svært ved at tilpasse sig Danmarks »egalitære livsstil« efter brylluppet med dronning Margrethe i 1967.

Nyhedsbureauet Reuters nævner også prins Henriks »frustration« over at blive nægtet kongetitlen og skriver, at han både var elsket og kritiseret blandt danskerne for sin aristokratiske stil, der »bedst kom til udtryk ved hans farverige tøj og tykke, franske accent«.

»Henrik fandt i de senere år støtte blandt især den danske ungdom for at bryde med de danske normer for kulturel ensartethed,« beskriver Reuters.

Læs hoffets pressemeddelelse om prins Henriks død

Nyheden er også nået til Tyskland, hvor avisen Der Tagesspiegel bruger de fleste linjer på at beskrive prins Henriks sygdomsforløb over de seneste år.

»Fordi han ikke følte sig respekteret i Danmark, kom han altid tilbage til sin vingård i Frankrig,« skriver avisen i de sidste linjer, hvor den hæfter sig ved, at han eksempelvis ikke deltog i dronningens 75 års fødselsdag i 2015. Det nævnes imidlertid ikke, at prins Henrik, som hoffet herhjemme har oplyst, var hårdt ramt af influenza på dagen.

De australske medier ABC og News.com.au, der rapporterer fra kronprinsesse Marys hjemstavn, omtaler prins Henrik som hendes royale »svigerfar«. Her beskrives prins Henrik som en »passioneret kunstner« og en flittig pianist og forfatter.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her