Strandtur i millionbyen

Kontrasten kan vanskeligt være større. For mindre end et døgn siden befandt vi os i ekstreme arktiske kuldegrader i det lille fangersamfund Iqaluit i det nordlige Canada, hvor inuitterne kæmper en næsten umulig kulturkamp mod fremskridtet og global opvarmning.

Artiklens øverste billede
Solen går ned i Stillehavet ud for Venice Beach. Foto: Niels Hougaard

Venice Beach, L.A.

Nu sidder vi en lun forårsaften på Venice Beach i millionbyen Los Angeles. Nede på stranden på den asfalterede sti motionerer unge og ældre på rulleskøjter og mountainbikes. Yderst ude på molen udfører en mand med stor entusiasme tai chi. Andre løber bare en tur.

Imens drøner tusindvis af biler rundt på sekssporede motorveje og bidrager massivt til den forøgelse af CO i atmosfæren, som af mange får skylden for, at inuitter og andre folk rundt på kloden kan se frem til dramatiske klimaforandringer de næste 100 år.

Vi tænker nu ikke så meget på de negative konsekvenser denne aften på Venice Beach.

Først og fremmest er det skønt at sidde der i den lune aften, mens en kølig brise kommer ind fra havet. Ude i brændingen forsøger surferne at holde balancen på deres bræt. En flok latinamerikanere sidder ved deres fiskestænger ude på molen og lytter til de latinske rytmer. Mens sorte af afrikansk afstamning har travlt med at tale i mobiltelefon.

Mens de forskellige kulturer har svært ved at arbejde sammen i Iqaluit, møder vi på Venice Beach et boblende multietnisk samfund, hvor der i hvert fald på overfladen er plads til alle.

Vi kan denne smukke aften med udsigt til solnedgangen i Stillehavet ikke lade være med at glæde os over, at vores tipoldebørn om 100 år kan se frem til lige så dejlige lune aftener og knap så mange kolde dage, når Danmark får klima som det, der i dag findes i Sydengland.

Vi har valgt at tage ud til Venice Beach i stedet for at tilbringe fem timers venten i lufthavnen i Los Angeles. Og Venice Beach er ikke noget helt tilfældigt sted, men har sin egen historie.

Her holdt mange hippier til i 70'erne, fortæller danske Tina, der egentlig stammer fra Randers. Hun har imidlertid skiftet provinsstemningen ud med amerikansk storbykultur og serverer for os på den lille restaurant The Terrace, der ligger helt nede på stranden. Hun bor nu sammen med sin mand i området og er i øvrigt ved at uddanne sig til ejendomsmægler.

Hippierne gjorde i flere år Venice til et trendy sted, ligesom det også blev et område, hvor mange bodybuildere holdt til. Mange vil huske tv-billederne af bodybuildere, der lå på stranden og pumpede jern. Det foregik på Venice Beach, og her er stadig et udendørs fitnesscenter.

Også Arnold Schwarzenegger har haft sin gang på Venice Beach, mens han lagde grunden til sin imponerende muskelmasse og karriere som jernmand med store håndvægte og tunge skiver på stængerne.

Senere fik den østrigskfødte hardhitter travlt med først terminatorfilm og senere politik. I dag har han dog stadig et fitnesscenter og en restaurant i området, fortæller Tina.

»Men jeg har aldrig set ham.«

Som Arnold Schwarzenegger, der nu er guvernør i Californien med opgave at få styr på statens skrantende økonomi, flyttede også hippierne væk fra Venice Beach og op i bjergene omkring Los Angeles. Derefter lå Venice Beach i flere år hen som halvslum, hvor forskellige bander hærgede. I dag er området på vej tilbage til tidligere tiders storhed.

En spadseretur langs promenaden vidner om, at det i dag ikke er helt billigt at slå sig ned i de lave toetagers huse, der udstråler begyndende klasse. Et kig ind ad de oplyste vinduer fortæller, at Venice Beach i dag er for de unge, lidt bohemeagtige typer, der har penge på lommen.

Helt billigt er det da heller ikke at bo i området. En simpel et-værelseslejlighed flere rækker fra stranden koster omkring 7000 kr. om måneden i husleje, oplyser Tina.

Hvor nødigt vi end vil, må vi efter et par hyggelige timer igen tage afsked med stranden med den afslappede storbypuls. Vi skal tilbage til lufthavnen for Explorer-holdet er midt på sin længste rejse på hele ekspeditionen. En rejse der skal føre os fra det allerkoldeste nord over New Zealand helt i syd og igen tilbage ud i Stillehavet til det lille ørige Tuvalu.

Vi glæder os.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.