Fortsæt til indhold
International

Duterte sang kærlighedssang efter opfordring fra Trump - men menneskerettigheder blev »ikke bragt op«

Der var god stemning, da Donald Trump mødte Filippinernes leder under Asien-rundtur.

Det var ganske uventet, da den filippinske leder, Rodrigo Duterte pludselig gik på scenen i hovedstaden Manila under søndagens møde mellem 19 statsledere, heriblandt amerikanske Donald Trump.

I en duet med den lokale popstjerne Pilita Corrales sang han »Ikaw«, der på dansk betyder »Dig« og blandt andet indeholder verset:

»Du er mit livs lys, halvdelen af mit hjerte«.

Et mindeværdigt moment var skabt.

Efter sangen forstærkede Duterte indtrykket af, at han og Donald Trump har et venskabeligt forhold.

»Mine damer og herrer, jeg sang efter ordre fra lederen af USA,« udtalte han ifølge The Guardian.

Donald Trump, der har kaldt forholdet mellem d'herrer »fremragende«, så da også ganske tilfreds ud efter sangen.

Det samme var tilfældet, da Rodrigo Duterte under weekendens besøg kaldte journalister for »spioner«, hvilket fik begge statsledere til at grine.

USA og Filippinerne har været allierede siden Anden Verdenskrig, og Filippinerne bliver set som en vigtig strategisk partner i Asien.

Ikke desto mindre var det ventet, at Donald Trump ville bringe menneskerettigheder op under deres møde, da Duterte er blevet heftigt kritiseret for sin tilgang til bekæmpelse af narkokriminalitet i landet.

Han har givet politiet bemyndigelse til at skyde for at dræbe fok, der handler med narko.

Emnet blev også »kort behandlet«, ifølge Det Hvide Hus' talskvinde Sarah Huckabee Sanders, men det afviser talsmand for Duterte, Harry Roque.

»Menneskerettigheder blev ikke bragt på banen. Det var præsident Duterte, der bragte kampen mod narko på Filippinerne op, og Donald Trump udviste umiddelbart sympati og kom ikke med nogen officiel udtalelse i den forbindelse - han nikkede blot med hovedet,« lyder det fra talsmanden.

Inden besøget udviste flere hundrede filippinere deres utilfredshed med Donald Trump, blandt andet i forhold til præsidentens hårde retorik over for Nordkorea.