Boko Haram bruger kvinder som levende bomber
Den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram er begyndt at bruge kvindelige selvmordsbombere.
Den militante islamistiske gruppe Boko Haram, som opererer i Nigeria, mistænkes for at benytte sig af en ny form for angreb, nemlig kvindelige selvmordsbombere.
Ifølge BBC stod Boko Haram bag et angreb på byen Kano i sidste uge. Angrebet blev udført af fire teenagepiger. Pigerne er muligvis nogle af de 200 skolepiger, der blev taget til fange i april i Chikok af Boko Haram.
Der spekuleres i, at oprørsgruppen har omvendt skolepigerne og har sendt dem på et selvmordstogt.
Arresterede kvinder med bomber
Talsmanden for regeringen i Afrika, Mike Omeri, udtaler til BBC, at der på samme tidspunkt, som bombningen af Kano fandt sted, blev arresteret tre mennesker i nabobyen Katsina. Disse tre mennesker havde hver eksplosive bælter omkring livet, og to af dem var kvinder.
"At bruge kvindelige selvmordsbombere er den mest dramatiske strategi, som en organisation kan bruge. Det bliver lettere at trænge ind til målet, fordi vi er mindre mistænkelige overfor kvinder," siger Martin Ewi, som er forsker ved South Africa's Institute for Security Studies (ISS), til BBC.
Har dræbt tusindvis af mennesker
Boko Haram er en islamistisk oprørsgruppe, som ledes af Abubakar Shekau. Gruppen har siden 2002 kæmpet for en islamistisk stat og er i konstant konflikt med regeringen.
Oprørsgruppens medlemmer bliver ofte kaldt "talibanere" af de lokale, og er ifølge BBC skyld i tusindvis af menneskers død. Selve organisationens navn - Boko Haram - betyder "vestlig uddannelse er en synd".