Babyfabrikker sælger børn for 22.000 kr.
Kriminelle tjener penge på babyfabrikker. "Jeg er far til mange børn, der er blevet solgt," siger en af bagmændene.
Flere gange om året afslører nigeriansk politi kriminelle babyfabrikker.
På "fabrikkerne", der består af skjulte og bevogtede huse, holdes gravide kvinder, der venter på, at de skal føde, hvorefter barnet tages fra dem og sælges til enten adoption, ritualer eller slaveri.
To journalister fra den svenske avis Expressen har med skjult kamera infiltreret netværket bag nogle af babyfabrikkerne.
Hurtig levering
De to journalister udgav sig for at være et par, der ville købe et barn og desuden oprette en organisation, som i fremtiden ville samarbejde med babyfabrikkerne.
Efter tre dage var de i kontakt med flere agenter, der kunne hjælp dem.
De to svenske journalister fik at vide, at de kunne få et helt nyfødt barn inden for et par dage. Journalisterne insisterede dog på, at de også ville møde moren.
"Det bliver svært," siger agenten, "Der har været en masse problemer med politiet, og kvinderne er skjult. Men vi giver dem mad, husly og sover med dem, så de forbliver rolige. Jeg er far til mange børn, der er blevet solgt, hehe. Men jeg vil prøve at løse det", sagde agenten til de to journalister.
Udgiver sig for at være kirke
På en babyfabrik, fortæller bagmændene, at myndighederne tror, at de er en kirke, der hjælper kvinder med problemer. De får sågar støtte et par gange om året fra en tysk organisation.
Hver gang en kvinde har født, fjernes barnet med det samme. Prisen svinger lidt fra sted til sted, men ligger på omkring 22-27.000 danske kroner.
De to journalister snakkede med flere af de gravide kvinder, og de er ikke i tvivl om, at kvinderne er der imod deres eget ønske.
Agenterne fortæller derimod, at kvinderne er der frivilligt. At de er blevet gravide ved et uheld og ikke kan vende hjem. De beskytter dem ved at give dem mad og husly, indtil de kan vende hjem til deres forældre.
Stort udvalg
De to journalister er chokerede over den måde, bagmændene omtaler kvinderne og babyerne på, som om de bare er en helt almindelig vare.
De får at vide, at babyerne kan skaffes i forskellige farvenuancer, dreng eller pige, med eller uden moderkage - eller tvillinger, hvis det skulle være. Udvalget er stort.
Har "kunden" krav til morens udseende, kan det også tilgodeses.
Har ikke råd til barnet
De to svenske journalister blev på et tidspunkt ringet op af en de gravide kvinder, som de havde været i kontakt med.
Hun hviskede og bad om, at de ikke sagde til nogen, at hun havde ringet.
"Jeg ønsker at bortadoptere mit barn til dig. Hvis det håndteres af "mama" (en af bagmændene, red.), ved jeg ikke, hvad der sker. Jeg vil have, at mine børn skal leve og have det godt," sagde hun.
Hun fortalte også, at hun ideelt set gerne ville beholde sit barn, hvis hun havde råd til det.
Ingen kender omfanget
Ud over de børn, der bliver solgt til barnløse par i hele verden, er der også forlydender om, at nogle børn sælges til ritualer og slaveri.
Ifølge de to journalister kender ingen omfanget af, hvor mange nyfødte børn babyfabrikkerne handler med.