*

Afrika

JP i Sydafrika: Stadion er halvt fyldt

Nelson Mandela blev hyldet på et halvfyldt stadion, hvor regnen silede ned.

Obama holdt tale til mindehøjtidelighed for Mandela Foto: Tsvangirayi Mukwazhi/AP

"Stemningen er bestemt ikke kogende nu. Folk står og fryser, men der har været mange følelsesudbrud undervejs," fortæller Jyllands-Postens korrespondent Henrik Thomsen.

Han befinder sig på FNB Stadium i Johannesburg, hvor Nelson Mandelas familie og venner er samlet med almindelige sydafrikanere, verdensledere, skuespillere og medier for at mindes den tidligere præsident, der var 95 år, da han gik bort.

Her har han siden tidligt i morges befundet sig sammen med tusindvis af andre, som har trodset regnen og de trafikmæssige udfordringer for at hylde Mandela.

Dokumentation: Obamas tale til Mandela

Vejret kan have holdt folk væk

Og stemningen har været høj undervejs.

"Under opvarmningen til arrangementet, som var en time forsinket, var sydafrikanerne glade og sang alle kampsangene fra ANC's sangbog," siger Henrik Thomsen.

Stadionet har plads til 90.000, men set fra Henrik Thomsens plads ser det kun ud til at være halvt fyldt.

"Dels kan det være pga. vejret, og så er det arbejdsdag: Nogle påstår desuden, at der har været problemer med den offentlige transport, fordi der er blevet etableret en sikkerhedszone, så man kan ikke køre dertil i egen bil. Det forudsætter, at den offentlige transport virker, men nogle siger, at den ikke virkede fra Soweto, og de fortæller, at de måtte gå ret langt for at komme til stadion. Og så har nogle måske haft en fornemmelse af, at det ikke kunne nytte noget at tage af sted, fordi man nok ikke kunne komme ind."

Verdens ledere siger farvel til Mandela

Havde advaret folk

Myndighederne har på forhånd advaret folk mod at møde op på stadion, fordi man frygtede kaos.

Af samme årsag blev mindehøjtideligheden transmitteret på storskærme rundt omkring i Johannesburg, men meldingen fra udenlandske medier er, at der heller ikke her er fyldt op.

Seks udenlandske talere fra USA, Brasilien, Kina, Namibia, Indien og Cuba var blevet valgt ud, og USA's præsident Barack Obama åbnede talerækken.

"Det, som har gjort størst indtryk indtil videre, er Obamas meget personlige tale, som står stærkt i hovedet på folk. Han blev hyldet meget højlydt og begejstret, og jeg kunne se, at nogle blev rørt over den," siger Henrik Thomsen.

Til gengæld begyndte folk at sive, da præsidenten havde talt, fortæller Jyllands-Postens reporter.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her