Sikkerhed vakler til Mandela-ceremoni
Det Sydafrikanske politi er stadig ved at foretage sikkerhedsforanstaltninger.
I løbet af mandagen begyndte Sydafrika for alvor at forberede sig til den store mindeceremoni for landets ikon Nelson Mandela.
Ceremonien skal finde sted tirsdag på det enorme fodboldstadion Soccer City i Johannesburg, hvor Nelson Mandela foretog sin sidste offentlige optræden tilbage i 2010 i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold.
Det forventes, at omkring 100.000 sørgende vil strømme til ceremonien, og samtidig vil 100 statsledere deltage for at vise deres sidste respekt overfor Nelson Mandela. Kronprins Frederik og statsminister Helle Thorning-Schmidt vil være blandt de deltagende.
Skudsikker scene bliver bygget
Allerede mandag begyndte folk at slå lejr udenfor stadionet, og myndighederne forventer en massiv tilstrømning til ceremonien.
Men det sydafrikanske politi har dog lovet, at tusindvis af betjente vil være med til at sikre ro og orden på stadion, og at man samtidig vil lukke adgangen til stadion, hvis folkemængden skulle blive for stor.
Ifølge politiet har man allerede taget forholdsregler for, at Nelson Mandelas venner og familie vil tale til ceremonien. Der er blandt andet ved at blive bygget en scene, der er beskyttet med skudsikker glas.
Blev ikke undersøgt
Men mandag kunne nyhedsbureauet AP rapportere, at sikkerheden på Soccer City stadig er en bekymring, da en journalist fra nyhedsbureauet - uden at blive undersøgt - kunne gå direkte ind på stadionet. Journalisten viste blot et nationalt pressekort udstedt i Europa.
Det tog tre minutter, før en sikkerhedsvagt bad journalister om at forlade området. Men indtil da kunne de gå frit rundt på stadionet og se scenebyggeriet.
Politi: Vi er klar
Hos det Sydafrikanske politi føler man sig dog fuldstændig klar til opgaven.
Ifølge Solomon Makgale, der er talsmand for det sydafrikanske politi, er der allerede en gruppe bestående af politi, diplomater og sikkerhedstjeneste, der har fastlagt planer og talt med de internationale statsledere.
"Vi vil være tilstede for at sikre, at folk får mulighed for at sørge i et sikkert miljø. Uanset om der kom 10 statsledere, 70 eller 100, så har vi kapaciteten og planerne på plads til deres besøg," sagde han til AP.
Hyrer stadig vagter mandag
Men et privat sydafrikansk sikkerhedsfirma, Sidas Sikkerhed, hyrede stadig vagter mandag.
Ifølge firmaets direktør, George Mathabe, skulle firmaet have omkring 1.500 vagter tilstede ved mindeceremonien.
I løbet af mandagen kørte firmaet rundt i en mindre bil, der blev brugt som et mobilt kontor, til at hyre vagter.