- Opdateret 27/07/2013 kl. 14:41
Mursi havner i samme fængsel som Mubarak
Torah-fængslet bliver efter alt at dømme det nye hjem for den afsatte Mohamed Mursi.
Egyptens indenrigsminister, Mohamed Ibrahim, oplyser på en pressekonference, at den afsatte præsident Mohamed Mursi sandsynligvis bliver flyttet til samme fængsel, som Hosni Mubarak sidder i.
Mursi, der blev afsat af militæret den 3. juli i år, er beskyldt for drab og andre forbrydelser.
Mohamed Ibrahim slog overfor pressen fast, at det er op til en undersøgelsesdommer at beslutte, hvor Mursi skal fængsles. Indtil videre er Mursi tilbageholdt på et endnu ukendt sted, og ingen har hørt fra ham siden militærkuppet.
Da Ibrahim blev spurgt om uddybende oplysninger, fortalte han, at det sandsynligvis bliver i det såkaldte Torah-fængsel i Kairo.
Klager fra beboere
Mohamed Ibrahim oplyser samtidig, at sikkerhedsstyrker meget snart vil opløse de store demonstrationer, der finder sted i Kairo til fordel for netop Mursi.
Det sker ifølge Ibrahim på grund af klager fra beboere, der er generet af, at store indfaldsveje til Kairo er blokeret af de demonstrerende masser.
- Om gud vil, vil demonstrationerne blive opløst på en måde, som ikke fører til tab af menneskeliv, siger han.
- Men, gud tillade det, skal demonstrationerne stoppe. Vi håber, at de kommer til fornuft, siger han.
Han slår fast, at den midlertidige regering koordinerer tæt i forsøget på at stoppe fredag og lørdagens protester, der har kostet et højt, men ind til videre ukendt antal mennesker livet.
Kun skudt med tåregas
Ifølge Det Muslimske Broderskab er op mod 200 demonstranter dræbt af sikkerhedsstyrker, der angiveligt har skudt direkte ind i folkemængden.
De egyptiske myndigheder har opgjort et langt lavere tabstal - omkring de 20 - og sikkerhedsstyrkerne har oplyst, at de kun har skudt med tåregas.
Torsdag gav Egyptens militær Det Muslimske Broderskab en frist på 48 timer til at tilslutte sig den politiske proces, som Egyptens militær har sat i værk efter kuppet mod den afsatte præsident Mohamed Mursi 3. juli.
Den frist udløber lørdag eftermiddag.
/ritzau/Reuters
Ritzau