USA advarer borgere mod at rejse til uroplaget Egypten
En amerikaner blev dræbt, da han tog billeder af demonstration i Egypten.
USA skærper sine rejseråd for Egypten og åbner samtidig for, at personale, der ikke er livsnødvendigt for ambassaden og deres familier, kan forlade det uroplagede land.
Det amerikanske udenrigsministerium advarer amerikanske borgere mod unødvendige rejser til Egypten, hvor en amerikanske statsborger blev dræbt fredag i Alexandria. I alt blev tre personer dræbt i uroligheder i landet fredag.
Den 21-årige amerikaner, der arbejdede ved et amerikansk kulturcenter i byen, blev dræbt, da han tog billeder af en demonstration. USA's myndigheder bekræfter dødsfaldet.
Skal udvise agtpågivenhed
Den opdaterede rejsevejledning nævner ikke hændelsen i Alexandria, men fremhæver i stedet en episode, hvor en amerikaner blev knivstukket foran ambassaden i Kairo. Forinden var han blevet spurgt, om han var amerikaner.
- Amerikanske borgere opfordres til at udvise agtpågivenhed i forhold til den lokale sikkerhedsudvikling og til at være opmærksom på deres egen personlige sikkerhed, lyder det i vejledningen.
Udenrigsministeriet advarer mod, at de politiske spændinger "sandsynligvis fortsætter i den nærmeste fremtid på grund af urolighederne", der er opstået i forbindelse med årsdagen for Mohamed Mursis indsættelse som præsident.
Store demonstrationer
Fredag var tusindvis af demonstranter samlet på Tahrir-pladsen i Kairo for at protestere mod regeringen. I en anden bydel i Kairo var der til gengæld demonstrationer til fordel for præsidenten.
Oppositionen har varslet massedemonstration i protest mod Mursi lørdag. Op mod en million mennesker ventes at deltage.
Flere fremtrædende gejstlige i Egypten har advaret om borgerkrigslignende tilstande imellem tilhængere og modstandere af Mursi og hans regering.
De gejstlige, som støtter Mursi, anklager "kriminelle bander" for at opildne til uro og vold.
Ritzau