Islamister vil udstille dræbte franskmænd
Den islamistiske al Shabaab-milits i Somalia håner Frankrig regering for fejlslagent forsøg på at redde gidsel.
Den islamistiske al Shabaab-milits håner Frankrigs regering, der i weekenden mistede to soldater i forsøget på at befri et fransk gidsel.
"Alle veje til forhandling var åbne, men Franrkig valgte forræderi frem for forhandlinger. Det mislykkedes, det mislykkedes totalt. Men, c'est la via ("det er livet", red.), lyder det i en kortfattet erklæring på oprørsbevægelsens Twitter-profil.
Frankrig mistede to soldater under befrielsesaktionen i det sydlige Somalia, som fandt sted sent lørdag i ly af mørket. Befrielsesgruppen blev mødt af hård modstand fra Al Shabaab, som er kendt for at have kontakt til terrorbevægelsen Al Qaida.
To soldater døde
Den ene franske soldat døde under aktionen, mens den anden senere døde af sine skudsår, siger en talsmand for Al Shabaabs militære operationer, Sheikh Abdiasis Abu Musab, til nyhedsbureauet Reuters.
Al Shabaab vil nu med at udstille ligene af de to dræbte franske soldater for at dokumentere dødsfaldene, siger talsmanden.
Truslen har skabt associationer til det fatale amerikanske angreb i Mogadishu tibage i 1993. Dengang gik amerikanske elitesoldater til angreb på et hotel i hovedstaden i deres søgen efter en somalisk krigsherre.
Rædselsscener fra 1993
I stedet blev de mødt med benhård modstand, og 18 soldater blev dræbt i den efterfølgende ildkamp. I flere tilfælde blev amerikanske lig triumferende trukket rundt i Mogadishus gader, hvilket skabte rædsel og afsky i USA's befolkning.
Det franske agent Denis Allex har været gidsel hos Al Shabaab siden 2009. Han er live, hævder talsmanden, selvom Frankrig officielt har erklæret, at Allex døde under aktionen. Hans skæbne vil blive afgjort senere, lyder det ildevarslende fra talsmanden.
USA deltog i aktionen
Ifølge de franske myndigheder blev 17 somaliske Al Shabaab-medlemmer dræbt under konfrontationen.
Også USA var involveret i det mislykkede forsøg på at befri den franske agent, oplyser USA's præsident, Barack Obama.
Beslutningen om at iværksætte den dristige redningsaktion blev taget for en måned siden efter efterretninger om, at Denis Allex befandt sig et sted, som var "tilgængeligt fra søsiden".
I januar sidste år blev gidsler fra henholdsvis USA og Danmark befriet, da de amerikanske specialstyrker, Navy Seals, der er pendanten til de danske frømænd, iværksatte en aktion.