Tv-station: Ghanas præsident er genvalgt
Det ligner en snæver sejr til Ghanas siddende præsident Mahama efter valget lørdag.
Ghanas siddende præsident, John Dramani Mahama, har vundet valget med en snæver sejr over rivalen Nana Akufo-Addo, efter at stemmerne fra 261 af 275 valgsteder er talt op.
Det rapporterer den privatejede tv-station Joy News, der giver præsidenten 50 procent af stemmerne, mens hans udfordrer angiveligt må nøjes med 48 procent.
Den statslige valgkommission har endnu ikke kommenteret resultatet.
Præsident Mahama har kun siddet på posten siden juli, hvor hans forgænger i embedet, John Atta Mills, døde.
Mahama siger søndag, at han vil vente på valgkommissionens udmelding, men at han har en "rimelig idé" om valgets udfald.
- Vi vil stille og roligt afvente kommissionens afgørelse og rette os efter den, forsikrer Mahama.
Hans politiske rival, Akufo-Addo, har endnu ikke udtalt sig offentligt. Men en talsmand for hans parti NPP sagde sent lørdag, at Akufo-Addo var på vej mod sejr.
Vælgerne i det vestafrikanske land skal ikke blot udpege en ny præsident. Også de 275 medlemmer af parlamentet er på valg.
Stemmelokalerne holdt flere steder længere åbent, da et nyt system, som registrerer vælgernes fingeraftryk, strejkede.
Det skabte lange køer af folk, der ventede på at få lov til at afgive deres stemme, men valgdeltagelsen nåede alligevel op på 81 procent, oplyser myndighederne.
Observatører fra flere vestafrikanske nabolande siger, at valget var både fredeligt og frit trods de sporadiske problemer med teknikken.
Ghana regnes som et foregangsland for resten af Afrika. Den politiske situation har de seneste år været stabil, og samtidig har en nyetableret olieindustri skabt økonomisk vækst.
Ritzau