Tvivl om præsidentkandidats valgbarhed
Egyptens højesteret bremser måske præsidentkandidat Ahmed Shafiq.
Egyptens højesteret afgør den 11. juni, om medlemmer af tidligere præsident Hosni Mubaraks styre kan stille op ved demokratiske valg i henhold til landets nye forfatning.
Det skriver avisen al-Ahkbar mandag.
Ifølge et tillæg til Egyptens ny forfatning, som det islamisk dominerede parlament vedtog i april, kan embedsmænd og ministre fra Mubaraks tid ikke stille op ved valg til offentlige stillinger i Egypten.
Afgørende valgrunde
Imidlertid appellerede Ahmed Shafig, der var premierminister de sidste dage, før Hosni Mubarak blev tvunget fra magten i fjor, parlamentets beslutning til den centrale valgkommission, der gav ham lov til at stille op ved præsidentvalget for godt en uge siden.
Shafiq blev nummer to ved præsidentvalget, og han skal ud i en anden og afgørende valgrunde mod den muslimske kandidat Mohammed Mursi den 16. juni.
Højesterets afgørelse bliver derfor afgørende for, om han får lov til at stille op i anden runde.
Tillægget til forfatningen, kaldet en politisk isoleringslov, var fra starten omdiskuteret, da kritikere siger, at tillægget er i strid med den ny forfatning.