Eksplosion kvæster mange i Nairobi
En voldsom eksplosion har ryster Kenyas hovedstad, Nairobi, og såret mange.
Et mindre butikscenter i Kenyas hovedstad, Nairobi, blev lagt i ruiner af en voldsom eksplosion søndag middag. Mange mennesker er såret, men det er uklart, om der er dræbte.
Det siger en talsmand for det lokale politi, der formoder, at det var en fejl i elsystemet, der er årsag til eksplosionen.
- Et højt brag kunne høres, hvorefter mennesker begyndte at skrige og flygte fra stedet. Flere er såret, siger et øjenvidne.
Tvivl om antal tilskadekomne
Et andet øjenvidne siger, at en person er dræbt.
- 15 personer er såret, heraf 11 alvorligt, siger sikkerhedsminister Joshua Ojode.
Redningsmandskab ved centret siger derimod, at 27 mennesker er kvæstet.
Tv-optagelser viser flere personer liggende på gaden ude for centret, der står i flammer. Vinduer og døre er sprængt bort, og tøj og sko kan ses uden for den ødelagte bygning.
Et stort antal redningsfolk er på stedet.
Trafikeret gade
Eksplosionen fandt sted på en stærkt trafikeret gade i byens forretningskvarter.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsagen til eksplosionen. Politimester Mathew Itere siger, at det sandsynligvis er en elfejl, der førte til eksplosionen. Han henviser til sortbrændte elledninger inde i bygningen.
Politifolk spekulerer også i, at der kan være tale om en bombe eller en gaseksplosion.
Kenya har siden oktober i fjor været ramt af flere eksplosioner, som militante somaliske muslimer har fået skylden for.
Somaliske oprørere er rasende over, at Kenya har sendt soldater ind i det sydlige Somalia for at bekæmpe oprørerne.