Tunesien udleverer Gaddafis premierminister
Tuneserne vil udlevere Libyens tidligere premierminister i løbet af få uger, lyder det fra justitsminister.
I løbet af kort tid vil den tidligere libyske premierminister Al Baghdadi al-Mahmoudi blive udleveret fra Tunesien til myndighederne i Libyen. Han var ved magten under den tidligere leder Muammar Gaddafi.
Det siger den tunesiske justitsminister, Noureddine Bouheiri, ifølge Reuters.
- Regeringen har besluttet at overdrage ham, og det eneste, der mangler, er at færdiggøre en række formelle ting, siger ministeren.
I november besluttede en tunesisk appeldomstol, at Muammar Gaddafis tidligere premierminister skulle udleveres til Libyen.
Dengang sagde præsidenten i Tunesien dog, at man først ville udlevere den tidligere premierminister, når situationen i Libyen var blevet stabiliseret - og han krævede en garanti for, at al-Mahmoudi får en retfærdig rettergang.
Den tidligere premierminister blev fængslet i september sidste år, da han krydsede grænsen på ulovlig vis. Dengang blev han idømt ham seks måneders fængsel.
Selvom Tunesien nu er klar til at udlevere al-Mahmoudi, er der stadig en del uro i Libyen.
For blot to uger siden omringede tidligere oprørere, som var med til at vælte den nu dræbte diktator Muammar Gaddafi sidste år, regeringsbygningen og begyndte at skyde på den.
I begyndelsen af april blev mindst 14 mennesker dræbt og omkring 80 såret i hårde kampe i det vestlige Libyen. Og i februar blev snesevis af mennesker dræbt under sammenstød mellem militser i provinsen al-Kufra.
Ritzau