Sydsudan vil forhandle med Sudan
Sydsudan siger, at landet har indstillet kamphandlingerne og er klar til at genoptage forhandlingerne.
Sydsudan er klar til at genoptage fredsforhandlingerne med nabolandet i nord, siger landets chefforhandler, der samtidig anklager Sudan for ikke at ville mødes.
- Ifølge tidsplanen, som FN's Sikkerhedsråd har udstedt, skulle parterne tilbage til forhandlingsbordet inden 16. maj, men vi har ikke modtaget en invitation, siger Sydsudans chefforhandler, Pagan Amum.
Han fortæller, at sydsudanerne har sendt et brev til den tidligere sydafrikanske præsident Thabo Mbeki, der leder forhandlingerne mellem de to stridende lande.
I brevet skriver sydsudanerne, at landet er klar til at genoptage forhandlingerne.
- Sydsudan har forpligtet sig til at implementere FN's fredsplan, og vi har taget de nødvendige skridt. Vi trak vores styrker tilbage fra byen Abyei, ligesom vi gjorde det i byen Heglig, og vi bekendtgjorde, at vi indstillede kamphandlingerne, siger Amum.
Men Sudan har ikke gjort det samme, siger den sydsudanske chefforhandler.
- Jeg tror, det er fordi regeringen i Sudan ikke har villet genoptage forhandlingerne, og det er et brud på FN's sikkerhedsrådsresolution 2046, siger Amun.
Mens Sydsudan i denne uge bekendtgjorde, at man er færdig med at trække politistyrker ud af den omstridte Abyei-region, er sudanske tropper stadig i området.
- Sudans regering fortsætter med at bryde resolutionen. De har ikke trukket sig tilbage fra Abyei og har ikke sagt, at de vil indstille kamphandlingerne eller stoppet dem, siger Pagan Amum.
FN gav begge parter frist til 5. maj til at indstille kamphandlingerne efter måneders voldsomme kampe mellem de to landes hære og oprørsgrupper i det omstridte grænseområde.
Sydsudan anklager nabolandet for at fortsætte angrebene, mens Sudan siger, at sydsudanerne stadig støtter oprørere, der kæmper i grænseområdet.
- FN må handle i forhold til Sudan, der fortsætter bombardementerne og nægter at trække ud af Abyei, siger Amum og tilføjer, at han ikke ved, hvorfor regeringen i Khartoum forhaler forhandlingerne.
Ritzau