Annonce
Afrika

Mindst seks er dræbt i eksplosioner på tankstation i Ghana

En tankvogn eksploderede lørdag på en tankstation i Accra. Det vækker minder fra blodig tragedie i 2015.

Foto: AP

Mindst seks personer er døde, og 35 er kvæstet i to eksplosioner på tankstationer i Ghanas hovedstad, Accra.

Det oplyser talsmanden for den nationale brandmyndighed, Billy Anaglate.

- Lige nu er seks personer omkommet i denne brand, siger han til nyhedsbureauet AP.

35 er derudover i kritisk tilstand, tilføjer Anaglate.

Eksplosionerne fandt sted lørdag klokken 19.30 lokal tid i forstaden Legon. Den ligger i den nordvestlige del af Accra.

Der gik ild i en tankvogn, som var fyldt med naturgas, på en Goil-station. Goil står for Ghana Oil Company. Flammerne udløste en eksplosion.

Derefter fulgte endnu en eksplosion på en Total-tankstation på den anden side af vejen.

Ifølge vidner kunne det høres over hele den ghanesiske hovedstad.

Vidnerne beretter også om, at eksplosionerne sendte en stor ildkugle 100 meter op i luften.

- Nogle personer sagde, at der var flammer i himlen, siger James Appiah til AP.

Han bor omkring en kilometer fra det sted, hvor eksplosionerne fandt sted.

- Jeg kiggede og så flammerne og blev overbevist om, at noget forfærdeligt var sket, siger James Appiah, der bor omkring en kilometer fra det sted, eksplosionerne fandt sted.

De voldsomme flammer fik lokale til at flygte fra stedet.

Talsmanden Billy Anaglate fortalte tidligere søndag, at én af de døde mistede livet, da han hoppede ned fra en vejbro.

Mindst 12 brandbiler og flere end 200 politibetjente, brandfolk og redningsarbejdere blev sendt til ulykkesstedet, der ligger nær en transportterminal og et universitetsområde.

Det oplyser landets viceinformationsminister, Kojo Oppong-Nkrumah.

- En stor gruppe skyndte sig hurtigt væk. Det reddede en masse liv, men det skabte også en masse panik, tilføjer han.

Hændelsen vækker minder fra juni 2015.

Her blev flere end 150 mennesker dræbt, da de havde søgt ly for et kraftigt regnvejr på en benzinstation i Accra. Der udbrød brand, og benzinpumperne eksploderede.

Lørdagens tragiske hændelse har skabt vrede blandt flere ghanesere, som bruger sociale medier til at udtrykke deres frustration over den manglende sikkerhed på tankstationer.

Derudover er en underskriftsindsamling blevet oprettet. Den skal få Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, til at sørge for bedre kontrol og tilsyn med tankstationer.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her