Tidligere egyptisk præsident frifundet i sag om drab på demonstranter
Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak er blevet frifundet for drab på demonstranter i forbindelse med det arabiske forår.
Det er seks år siden, at demonstranter væltede den egyptiske præsident Hosni Mubaraks styre. Nu er den tidligere præsident blevet frifundet for drab på flere hundredere demonstranter i forbindelse med optøjerne, som førte til hans fald.
Det skriver Bloomberg.
Der er tale om en appelsag ved den højest mulige instans, efter at Hosni Mubarak i 2012 blev fundet skyldig og idømt livstid. Den sag er altså nu faldet ud til den tidligere præsidents fordel.
Med dommen er Mubarak principielt fri til at gå, men den 88-årige ekspræsident har været indlagt på et militærhospital størstedelen af tiden, siden han blev arresteret i 2011. Han ankom til retssagen i dag på en båre.
Mubarak var i retssagen anklaget for at tilskynde til drabet på næsten 900 demonstranter i forbindelse med de optøjer, som i sidste ende førte til Mubaraks tilbagetræden som Egyptens præsident.
Optøjerne var en del af Det Arabiske Forår, og varede i 18 dage tilbage i februar 2011. Retten i Kairo ikke efterkom krav fra ofrenes advokater om at åbne for civile søgsmål. Dermed er der ikke flere muligheder for appeller.
»Afgørelsen er ikke retfærdig. Retsvæsnet er blevet infiltreret af politik,« siger Osman al-Hefnway, som er advokat for familierne, til avisen The Guardian.
Det er ikke første gang, at en af nøglepersonerne under Mubaraks styre bliver frifundet for indblanding i drabene på de mange demonstranter. Den tidligere indenrigsminister Habib al-Adly er ligeledes blevet frifundet i en lignende retssag.
Ifølge Al-Jazeera er mange af lederne af revolutionen mod Mubarak i dag i fængsel. Helt op mod 60.000 aktivister skulle være fængslet i dag. Det står i skærende kontrast til, hvad der er sket med mange af Mubaraks topfolk, som er blevet frifundet på grund af manglende beviser.
Hosni Mubarak kom til magten i 1981, da den forgående præsident Anwar al-Sadat blev myrdet under en militærparade. Mubarak, som på daværende tidspunkt var vicepræsident, blev såret i skyderiet, der dræbte Anwar al-Sadat.