- Opdateret 30/05/2016 kl. 15:00
Ekspræsident i Tchad har fået livstidsdom for krigsforbrydelser
Den 73-årige Hissène Habré er blevet idømt livsvarigt fængsel ved historisk krigsforbryderretssag.
Den tidligere præsident i Tchad Hissène Habré er mandag fundet skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved en historisk retssag i Senegal.
Den 73-årige Habré er idømt livsvarigt fængsel for at have stået bag tortur og seksuelt slaveri.
Habré styrede det centralafrikanske land Tchad fra 1982 til 1990 og knuste i sin regeringstid ethvert tilløb til opposition.
Menneskerettighedsgrupper anslår, at omkring 40.000 mennesker måtte bøde med livet under hans styre, mens titusinder blev kastet i fængsel og torteret.
Den tidligere præsident Habré blev pågrebet i Senegal i 2013 og stillet for en krigsforbryderdomstol oprettet af Den Afrikanske Union (AU).
- Hissène Habré, denne domstol finder dig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, i voldtægt, i tvangsslaveri og bortførelse, sagde den ledende dommer, Gberdao Gustave Kam.
Habré havde på forhånd afvist at udtale sig til domstolen. Han sagde, at han ikke anerkender dens autoritet.
Forbrydelserne, som den 72-årige ekspræsident er dømt for, ligger mere end 25 år tilbage.
Habré, som af menneskeretsgruppen Human Rights Watch er blevet kaldt "Afrikas Pinochet" efter den tidligere præsident og leder af militærdiktaturet i Chile Augusto Pinochet, som ved sin død i 2006 også var anklaget for adskillige menneskerettighedsforbrydelser.
Chads tidligere leder blev vælteti december 1990, og han flygtede derefter til Senegal, hvor han har boet siden.
En sandhedskommission, som blev nedsat efter Habrés exit, fastslog, at 40.000 blev dræbt.
Anklageren i sagen, Mbacke Fall, har sagt, at der er blevet hørt vidneudsagn fra pårørende til 2500 ofre, siden efterforskningen blev indledt i 2013. Flere end 4000 direkte eller indirekte vidner var registreret.
Vidner har blandt andet fortalt, hvordan det hemmelige politi udførte tortur i fængslerne, hvor mange var udsat for elektriske stød, waterboarding, fik sprøjtet gas ind i øjnene eller fik stærke krydderier smurt på deres kønsdele.
/ritzau/