- Opdateret 07/11/2015 kl. 18:22
Støj høres umiddelbart inden russisk flystyrt i Egypten
Data fra det russiske passagerflys sorte bokse bringer årsagen til flystyrtet nærmere.
En støjende lyd høres på optagelser fra det russiske flys sorte boks i sekunderne, inden det styrtede ned i Egypten, oplyser lederen af den egyptiske efterforskning på et pressemøde i Kairo ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Men lederen af efterforskningskomitéen, Ayman al-Muqaddam, siger, at eksperter fortsat er i gang med at indsamle oplysninger, og at det er for tidligt at drage nogen konklusioner. Han siger, at havarieksperterne vurderer alle mulige scenarier.
- En lyd kan høres i de sidste sekunders optagelse på cockpittets stemmeoptager. Der vil blive gennemført en spektralanalyse for at afgøre, hvad lyden stammer fra, siger Ayman al-Muqaddam.
Han tilføjer ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at vragresterne fra det russiske A321-passagerfly nu vil blive transporteret til et sikkert sted i Kairo.
Begge flyets såkaldte sorte bokse, der i virkeligheden er orange, blev fundet forrige lørdag, siger al-Muqaddan og tilføjer at vragdele var blevet spredt over et område på 12 kvadratkilometer, hvorfor ikke alle stumper er fundet endnu.
Vestlige regeringer har i de seneste dage sagt, at årsagen til, at det russiske A321-fly styrtede, kan skyldes, at der har været placeret en bombe om bord. Alle 224 ombordværende blev dræbt.
En række lande har indstillet flyvninger til den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh. Det var fra lufthavnen ved Rødehavet, at det russiske fly lørdag i sidste uge lettede på ved mod Sankt Petersborg. 23 minutter og 14 sekunder senere styrtede det ned i Sinai-ørkenen.
Terrororganisationen al-Qaeda påtog sig hurtigt skylden for at stå bag forrige lørdags flystyrt, men kom ikke med nogen nærmere forklaring.
/ritzau/