Eritrea: Velkommen til verdens mest lukkede land

I det nordøstlige Afrika, ud mod det Røde Hav, grænsende op til Sudan, Djibouti og ikke mindst Etiopien ligger Eritrea.

Ørken, bjerge, kyster rige på koralrev og art deco-arkitektur og en undergrund spækket med mineraler, ikke mindst guld, kan opleves i det fattige land med 5,3 mio. indbyggere.

Men det er samtidig et land med étpartidiktaur og en eklatant mangel på menneskerettigheder.

Ikke desto mindre konkluderede Udlændingestyrelsen den 25. november, at man ikke behøver ikke give eritreere, som er flygtet fra militærtjeneste, asyl i Danmark.

De kan uden større problemer sendes tilbage til Eritrea, lød det, selv om flygtninge herfra berettede om tortur og brud på menneskerettighederne.

Nu er styrelsen ikke helt så sikker på sin konklusion længere, men at det kan være svært at hitte rede i, hvad der egentlig foregår i Eritrea er rimelig sikkert.

For det land, som tusinder flygter fra hver måned, bliver af flere kaldt et af de mest lukkede lande i verden. Selv informationsministeren valgte at tage flugten i 2013.

Og da hungersnøden ramte Afrikas Horn i 2011, afviste det ellers forarmede Eritrea, at dens indbyggere var ramt af krisen.

Landets regering ønskede dog ikke at dele informationer med FN om, hvor meget mad, man rent faktisk havde.

Dengang udtalte talsmanden for FN's humanitære koordinationskontor i Nairobi Matthew Conway om Eritrea:

"Det har været et sort hul for os, vi aner ikke, hvad der foregår der."

I år placerede Reporters Without Borders Eritrea på sidstepladsen, nr. 180, når det gælder pressefrihed. Nordkorea fik plads nr. 179.

Landet har ingen uafhængig presse, den blev lukket i 2001, og udenlandske journalister bliver ikke lukket ind, medmindre de skriver under på, at de vil skrive positivt om regeringen.

I World Report 2014 skrev Human Rights Watch:

"Forholdene for menneskerettigheder er dystre. Militærtjeneste på ubestemt tid, tortur, vilkårlig tilbageholdelse og alvorlige restriktioner på ytrings-, forenings- og religionsfriheden får tusinder af eritreere til at flygte fra landet hver måned."

Når det gælder religion har Eritrea godkendt fire: den eritreiske ortodokse kirke, den eritreiske katolske kirke, den evangeliske lutheranske kirke og islam.

Hører man til en anden religion end de godkendte, kræves officielt en særlig tilladelse til at dyrke den, ellers risikerer man fængsel. Men i realiteten tillades andre religioner ikke. Der har således været tilfælde, hvor personer er blevet løsladt mod at fraskrive sig deres religion.

FN har forsøgt at undersøge menneskerettigheder i Eritrea, men selv den særlige rapportør blev nægtet indrejse til landet.

Og selv om Eritrea har strande nok, skal man tænke sig om, før man tager på badeferie til det unge land.

Således skal turister søge tilladelse til at færdes mere end 25 km fra hovedstaden Asmara. Der kan i hovedreglen gives grønt lys for, at man rejser til de større byer, men uden stop undervejs. Det kan nemlig resultere i et fængselsophold.

Eritrea er en tidligere italiensk koloni, som i 1952 blev annekteret af Etiopien. Det var eritreerne dog langt fra tilfredse med, og Eritreas Befrielsesfront, som siden blev til Eritreas folkelige Befrielsesfront, EPLF, indledte i 1961 kampen for et selvstændigt Eritrea.

Det førte til 30 års blodig krig, men EPLF vandt og i 1993 valgte 99,8 pct. af befolkningen at stemme for Eritreas selvstændighed.

Overgangsregeringen blev ledet af EPLF, og der var smukke planer om at skrive en forfatning inden for fire år og derefter udskrive valg. Men realiteten blev en anden. I 1994 blev organisationen EPLF til partiet Folkefronten for Demokrati og Retfærdighed, FPDJ, og det demokratiske valg blev udskudt. Og udskudt.

FPDJ og præsident Isaias Afewerki er stadig ved magten i dag, mens alle andre partier i 2002 blev ulovliggjort.

I 1998 kom Eritrea atter i krig med Etiopien - denne gang om grænsedragningen. Og selv om de to lande officielt indgik våbenhvile i 2000, og den Internationale Arbitragedomstol i Haag i 2002 fastlagde den 1.000 km lange grænse mellem de to lande, har konflikten bølget frem og tilbage lige siden.

Eritrea har den største hær i Afrika, men den vurderes samtidig også at være den mindst motiverede. For det er få soldater, der er i hæren med deres gode vilje. I 1995 indførte styret tvungen militærtjeneste for alle under 50 år. Og i 1998 indførtes reglen om, at det kunne ske på ubestemt tid.

Siden 2012 har man også indkaldt mænd helt op i 70-års alderen til våbentræning.

Kun gifte kvinder eller kvinder med børn er undtaget.

Eritreere i militærtjeneste bliver ifølge FN i mange tilfælde tvunget til at udføre bl.a. minearbejde, og bliver udsat for vold og tortur, mens kvinderne også kan blive udsat for voldtægt af deres overordnede.

Disse forhold har resulteret i den eksisterende masseflugt, men også et land, som på mange måder er sat på standby, fordi unge ikke kan tage en uddannelse, og fordi der ikke er nogen til at tage sig af landbruget.

Noget tyder dog på, at eritreere, der er heldige nok til at slippe væk, måske alligevel kan forvente at få asyl i Danmark.

Rapporten fra Udlændingestyrelsen er blevet voldsomt kritiseret og to kilder har trukket sig fra den, ligesom justitsminister Mette Frederiksen (S) vil have en redegørelse i sagen inden jul.

Tirsdag sagde Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet således til Ritzau:

"Den asylretslige udlægning af det her går fra, at det ikke kunne være udgangspunktet, at illegal udrejse og unddragelse fra national tjeneste i sig selv kunne give asyl, over til, at der nu er så megen tvivl, at det kan bære som asylgrundlag indtil videre."