Kina bygger jernbane gennem Afrika
Jernbanens første 610 km vil alene koste Kina 18 mia. kr.
Til oktober begynder Kina byggeriet af en enorm jernbane, der skal løbe fra kystbyen Mombasa til hovedstaden Nairobi i Kenya og efterfølgende sandsynligvis forlænges til Uganda, Rwanda og Sydsudan i det østlige Afrika.
Statsledere fra de fem lande var samlet i Kenyas hovedstad, Nairobi, i søndags, hvor en aftale blev underskrevet. Det skriver BBC.
Kina skal betale 90 pct. af udgifterne, ligesom det er China Road and Bridge Corporation, der får ansvaret for byggeriet. Det menes dog, at de fleste arbejdere bliver afrikanere.
Samhandel for en billion
Kineserne har da også enorme interesser i den afrikanske infrastruktur. I 2013 oversteg samhandlen mellem Kina og Afrika 200 mia. dollars - mere end en 1.000 mia kr.
Den nye jernbane skal være med til at gøre Kinas adgang til råstoffer som olie og kobber mere tilgængelig.
Den jernbane, der løber gennem det østafrikanske landskab i dag, blev bygget i slutningen af 1800-tallet. Den er smalsporet, dårligt vedligeholdt, og har gennem årene kostet mere end 2.000 mennesker livet. Enten på grund af ulykker, sygdomme som dysenteri og malaria eller dyreangreb.
Første del koster 20 mia.
Det bliver en kostelig affære for kineserne. Alene den første 610 kilometer lange strækning fra Mombasa til Nairobi vil ifølge BBC løbe op i mere end 20 mia. kr. Ifølge planen skal den stå færdig i 2018.
"Dette projekt viser, at der er et ligeværdigt samarbejde og gensidige fordele i handlen mellem Kina og de østafrikanske lande, og jernbanen er en meget vigtig del af infrastrukturens udvikling," sagde den kinesiske premierminister Li Keqiang ved en pressekonference i Nairobi.
Kenya skal betale de sidste 10 pct. af omkostningerne for ruten fra Mombasa til Nairobi. Men de penge er godt givet ud, mener præsidenten.
"Omkostningerne ved at flytte vores befolkning og varer vil falde markant," sagde Uhuru Kenyatta.
Ifølge Reuters har præsidenten tidligere udtalt, at det i dag koster 1,10 kr. at transportere et ton gods en kilometer. En ny jernbane vil mere end halvere omkostningerne, så prisen bliver 0,44 kr.