Kamp for at bremse ebolaudbrud i Vestafrika

Epidemi: Den dødelige blødningsfeber har nu bredt sig fra Guinea til naboerne i Liberia og Sierra Leone. Risikoen for spredning til Danmark er lav, vurderes det.

Artiklens øverste billede
Hundreder af hjælpearbejdere er sendt på gaden i Conakry for at advare mod smittefaren. Foto: Youssouf Bah/AP

PRETORIA

Hospitaler, lokale gadearbejdere og internationale hjælpeorganisationer kæmper for at bremse et udbrud af den dødelige blødningsfeber ebola i Vestafrika, hvor sygdommen breder sig fra land til land.

Epidemien begyndte i Guinea, men der rapporteres nu også om sygdomstilfælde i nabolandene Liberia og Sierra Leone.

»MSF har bistået ved stort set alle udbrud af ebola i de seneste år, men de har været mere geografisk koncentrerede og i mere fjerntliggende områder. Den geografiske spredning her er bekymrende, fordi den i høj grad vil komplicere arbejdet med bringe epidemien under kontrol,« lyder det fra Mariano Lugli, projektkoordinator for MSF i Guinea.

I Liberia menes syv patienter smittet med ebola, heraf er fire døde. Myndighederne i Sierra Leone melder om fem formodede ebolatilfælde, men diagnosen er ikke bekræftet.

Guineas naboland Senegal har lukket sin landegrænse i et forsøg på at holde sygdommen ude.

Ebola er yderst smittefarlig, og FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, og private nødhjælpsorganisationer har fløjet tonsvis af tætsluttende heldragter og andet udstyr til Conakry for at kunne beskytte det udsatte sundhedspersonale.

Mindst fire sundhedsarbejdere i Guinea rapporteres smittet.

Kan ikke kureres

Der findes hverken vaccinationer eller en kur mod ebolavirus, og sygdomsvarianten i Vestafrika er særligt hårdnakket. Flere end 90 pct. af patienterne dør af den, oplyser MSF.

Smitten overføres mellem mennesker via kropsvæsker, og derfor opfordrer myndigheder i Liberia befolkningen til at afstå fra sex, kys, håndtryk og andre former for direkte kropskontakt. Også indirekte kontakt f.eks. via uhygiejniske toiletter eller hospitalsstuer kan bringe smitten videre.

Allerede først på året blev beboere i Guineas fjerntliggende sydøstligste hjørne ramt af en mystisk sygdom, men der gik seks uger, før eboladiagnosen blev stillet. I mellemtiden var smitten spredt til andre dele af landet.

De første tilfælde af ebola blev registreret i 1976 under to samtidige udbrud i Sudan og Demokratiske Republik Congo. Sygdommen bæres af vilde dyr som flagermus, chimpanser og gorillaer. Smitten springer over til mennesker, der kommer i kontakt med dyrenes blod. Symptomerne hos mennesker er bl.a. muskelsmerter, indvendige og udvendige blødninger samt organsvigt. Fra smitte til symptomer går der mellem to og 21 dage.

På grund af den lange inkubationstid vil der formentlig dukke flere tilfælde op i de kommende uger, vurderer eksperter.

Hundreder af hjælpearbejdere er sendt på gaden for at advare mod smittefaren og for at finde ud af, hvem der har været i kontakt med de smittede patienter. Kun ved at få isoleret mulige smittebærere kan smittekæden brydes, og epidemien bringes under kontrol.

Flere varianter

Sygdommen findes i en række varianter, og det er den alvorligste, den såkaldte Zaire-stamme, der nu hærger i Vestafrika.

For at undgå yderligere overførsel af sygdommen fra dyr til mennesker har myndighederne i Guinea forbudt salg og konsumering af flagermus, som lokalt anses for at være en delikatesse.

Ifølge WHO er risikoen for overførsel af smitte til turister og andre rejsende lav, hvis man undgår kontakt med smittede patienter.

I Danmark har Statens Serum Institut (SSI) et beredskab beregnet til behandling af isolerede patienter mistænkt for ebola. Hvis rejsende, som har opholdt sig i de berørte områder, bliver syge i op til tre uger efter hjemkomst, skal de straks søge læge, lyder det fra SSI, som vurderer, at risikoen for spredning til Europa, herunder til Danmark, er lav.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen