Nye tal: Afrikansk elefant tæt på udryddelse
Krybskytteri presser bestanden af afrikanske skovelefanter mere end hidtil antaget.
Den afrikanske skovelefant kan være på vej til at blive udryddet.
Det er den triste konklusion på et stort forskningsprojekt foretaget af over 60 forskere i fem forskellige afrikanske lande over en periode på ti år.
Ifølge undersøgelsen, som videnskabssitet sciencedaily.com omtaler, er der sket en nedgang på 62 pct. i antallet af afrikanske skovelefanter i løbet af det seneste årti, og samtidig er elefanternes mulige levesteder skrumpet med næsten en tredjedel.
Presset i svage lande
Forskerne bag undersøgelsen siger, at der skal handles nu, hvis elefanternes overlevelse skal sikres.
"Det vil kræve en koordineret og global indsats at redde denne art i de lande, hvor de findes og langs smuglerruterne til Fjernøsten, hvor elfenbenet ofte ender. Vi har ikke megen tid," siger hovedforfatterne bag undersøgelsen, Fiona Maisels og Samantha Strindberg, fra Wildlife Conservation Society, ifølge sciencedaily.com.
Den nye undersøgelse kommer få uger efter en international konference i Bangkok, hvor elefanternes vilkår var noget af det, der stod øverst på dagsordenen. Undersøgelsen viser også, at elefanterne er mest pressede i de områder af Afrika, hvor der er flest mennesker, mest infrastruktur, megen jagt og et svagt statsapparat.
Øget krybskytteri
Det er angiveligt især øget krybskytteri, der presser bestanden af afrikanske skovelefanter.
Områder, der således var relativt sikre for elefanter tidligere, er på det seneste også blevet ramt af massakrer for elefanter, hvor krybskytter skyder dyrene for deres stødtænders skyld.
Det er især i Asien, at efterspørgslen på elfenben har ført til det øgede krybskytteri, skriver sciencedaily.com.
Vigtig undersøgelse
Den afrikanske skovelefant er en smule mindre end den afrikanske savanneelefant, og ifølge forskere er den vigtig for den lokale biodiversitet på de steder, hvor den lever.
"Skovelefanter er vigtige for en velfungerende afrikansk skov, fordi de åbner skovbunden og er med til at sprede frø rundt omkring. Vi begynder at få flere og flere beviser på en nedgang i antallet af visse træer, fordi skovelefanterne lokalt er blevet udryddet," siger Bethan Morgan, der er tilknyttet San Diego Zoo Global og har hjulpet til med undersøgelsen.
"Denne undersøgelse er den største nogensinde af sin art, hvor man kigger på hele Centralafrika, og den sætter virkelig fingeren på, hvor presset denne vigtige dyreart er."