Mystisk kampenhed ekspederet hjem til Libyen fra Sydafrika
Var 95 libyske mænd i Sydafrika for at studere til private sikkerhedsvagter, eller modtog de militærtræning betalt af en Putin-venlig krigsherre?
En mystisk kampenhed fra Libyen blev i weekenden diskret lukket ud ad bagdøren i Sydafrika og sendt hjem, før deres sag nåede at blive afgjort af en domstol.
De 95 mænd blev i slutningen af juli anholdt i en hemmelig lejr på en afsides farm i Sydafrikas østlige Mpumalanga-provins, hvor de angiveligt boede i militærtelte og bl.a. blev trænet i brug af våben.
Sagen har storpolitiske overtoner, fordi de 95 libyere ifølge et saudiarabisk medie var oprørssoldater underlagt den 80-årige krigsherre general Khalifa Haftar, som kontrollerer Libyens østlige del og samarbejder med Ruslands præsident, Vladimir Putin.