Mindst 28 har mistet livet i militante angreb i Burkina Faso
Flere angreb har ramt civile og militært personale i Burkina Faso. Mindst 28 personer har mistet livet.
Formodede militante har dræbt mindst 13 personer i det vestafrikanske land Burkina Faso. Størstedelen af de dræbte er fra landets militær.
Det oplyser militæret i Burkina Fasos i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP tirsdag formiddag. Hændelsen beskrives som et terrorangreb.
Samtidig er 15 personer fundet dræbt i den vestlige del af landet. De blev bortført og meldt savnet i weekenden. Det fremgår af en udtalelse fra guvernøren i Comoe-provinsen, hvor de omkomne blev fundet.
Mandagens angreb fandt sted i Falangoutou i den nordlige del af Burkina Faso. Det kostede ti betjente fra militærpolitiet livet. Derudover blev to hjælpetropper og en civil dræbt.
Fem personer slap levende fra angrebet med forskellige kvæstelser, mens ti betjente er meldt savnet.
Det fremgår ikke, om de dræbte, der blev fundet Comoe-provinsen, er civile eller eventuelt fra militæret eller politiet.
Burkina Faso er et af de fattigste og mest ustabile lande i Afrika.
Tusindvis af soldater, politibetjente og civile har mistet livet i landet de seneste otte år. Og omkring to millioner er i samme periode flygtet fra deres hjem.
Landet har været præget af stor uro siden 2015. Dengang begyndte militante fra nabolandet Mali at operere i Burkina Faso.
Mere end en tredjedel af landet menes at være uden for regeringens kontrol. Og frustrationer internt i hæren udløste sidste år ikke mindre end to militærkup.
/ritzau/AFP