Brand i Sydafrikas parlament er under kontrol

Flammer er søndag morgen lokal tid set i Sydafrikas parlament. Hvad der er sket, vides endnu ikke.

Artiklens øverste billede
Røg pibler ud fra taget på Sydafrikas parlament, der søndag morgen er brudt i brand. - Foto: Marco Longari/AFP

Flere timer efter at en brand søndag morgen brød ud ved Sydafrikas parlament i millionbyen Cape Town, er den under kontrol.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kunne man omkring klokken 5.30 lokal tid se store flammer og en kæmpe søjle af røg fra bygningen.

Brandmænd har dog siden fået situationen under kontrol, siger Patricia De Lille, der er minister for offentligt arbejde og infrastruktur.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters cirka klokken 10 lokal tid (klokken 9 dansk tid).

Der er aktuelt ingen meldinger om nogen tilskadekomne i branden, siger hun.

De første rapporterer indikerer, at branden, der er på tredje etage, er startet i et kontorlokale. Her fra har den spredt sig mod et motionsrum.

Det sagde Jean-Pierre Smith, der er medlem af Cape Towns borgmesterudvalg med ansvar for tryghed og sikkerhed, tidligere søndag.

Der er endnu ingen indikationer på, hvad der har forårsaget branden.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen