Kvindegrupper i Sydafrika har optrappet kamp mod vold

Der anmeldes dagligt over 100 voldtægter i Sydafrika, hvor volden mod kvinder er taget til under pandemien.

Artiklens øverste billede
Under covid-pandemien er situationen for mange kvinder blevet forværret, og kvinder i orange veste får afdækket sager, som ellers aldrig var kommet frem i Sydafrika, hvor der dagligt anmeldes over 100 voldtægter. Foto: Luca Sola/Ritzau Scanpix

Kvindegrupper i Sydafrika har iført sig orange veste og bevæger sig rundt i landets hårdeste områder for at konfrontere et landets store problemer: udbredt vold, drab og sexovergreb mod kvinder.

Antallet af sager er meget højt.

Mange af sagerne handler om ekstrem vold og undertrykkelse af børn og kvinder. En jurastuderende blev myrdet og hendes parterede krop blev lagt i en kuffert. En anden universitetsstuderende blev voldtaget og derefter slået ihjel med en jernvægt på et posthus. En tredje kvinde, som var gravid i ottende måned, blev hængt i et træ.

- Vi kan ikke længere ignorere, hvad vi ser og vente på retssystemet.

Det siger den 52-årige Juliet Ngonyama. Hun er iført en af de orange veste, der i Sydafrika er et symbol på revolution.

Under covid-pandemien er situationen for mange kvinder blevet forværret, og kvinderne i de orange veste får afdækket sager, som ellers aldrig var kommet frem i Sydafrika. Dagligt anmeldes der over 100 voldtægter, og en kvinde bliver hver tredje time dræbt ifølge officielle statistikker.

- Det er skamfuldt med sådanne statistikker, erklærede den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, i sidste måned.

- Vi er underlagt en uophørlig krig mod kvinders og børns kroppe. Der er ingen tegn på, at den er aftagende, Hvis en nation dømmes på, hvordan den behandler børn og kvinder, så er vi ilde stedt, sagde han

De såkaldte kvindebrigader, der begyndte at blive kendte i august sidste år, går fra dør til dør i deres kampagne for at skabe forandring og for at få konfronteret volden.

- Vi vil nå ud til ofrene i deres hjem, og vi ser nu overalt, at der bliver indledt sager på politistationerne, siger kampagnens koordinator, Senosha Malesela.

Kvinder blevet hjulpet ved at blive flyttet til beskyttelsescentre, efter at de måske har været indespærret i lang tid af mænd, som har misbrugt dem.

Nisaa kvindecenteret i Johannesburgs sydlige Lenasia township er fra 1994. Dets leder, Gladys Mmadintsi, siger, at der har boet kvinder hver eneste dag på stedet i de årtier, som det har eksisteret.

- I stedet for at blive bedre, er situationen forværret nu under pandemien, siger den 57-årige Mmadintsi.

/ritzau/AFP

Andre læser

Mest læste

Del artiklen