Skudangreb mod bus har kostet 31 civile livet i ustabile Mali

Et voldsomt angreb mod en bus i det centrale Mali har kostet 31 personer livet. Blandt dem er angiveligt børn.

31 personer er døde, efter at en gruppe gerningsmænd fredag gik til angreb mod en bus i det vestafrikanske land Mali.

Det oplyser landets overgangsregering i en udtalelse på statsligt tv.

- Passagererne blev ramt af en salve af kugler, og køretøjet blev sat i brand, siger en unavngiven lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

En lokal politiker, der ligeledes udtaler sig på betingelse af anonymitet, bekræfter dødstallet og tilføjer, at der er børn og kvinder blandt de døde.

Angrebet fandt sted nær byen Bandiagara i det centrale Mali

Ifølge britiske BBC var mange af de dræbte passagerer kvinder, der var på vej til et marked i Bandiagara for at arbejde.

Der er ingen, der endnu har taget skylden for angrebet.

Lederen af landets overgangsregering, Assimi Goïta, har erklæret tre dages sorg. Der vil blandt andet blive flaget på halvt ved offentlige bygninger.

Mali har haft store udfordringer med at bekæmpe et radikalt islamistisk oprør, der opstod i landets nordlige del i 2012.

Det har siden da kostet tusindvis af civile og militærfolk livet.

Det er særligt personer med tilknytning til de militante grupper Islamisk Stat og al-Qaeda, der har stået bad de blodige angreb. Det skriver BBC.

Danmark har bidraget til FN-missionen Minusma i Mali siden 2014. Danmark har blandt andet tre gange stillet et transportfly til rådighed for missionen.

Der er i alt tusindvis af udenlandske soldater i landet i et forsøg på at øge sikkerheden. Frankrig, der er en tidligere kolonimagt i området, har omkring 5100 soldater fordelt i Sahel-regionen, der dækker over en stribe lande.

Malis regering blev sidste år væltet ved et militærkup.

Landets nye ledere, der anføres af militærmanden Assimi Goïta, har dog ikke haft succes med at bremse de mange angreb i Mali.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen