Fortsæt til indhold
Afrika

Sudan har afværget kup iscenesat af gamle regimestøtter

Kuppet skulle være iscenesat af tidligere hærofficerer og civile med forbindelser til Bashir-regimet.

/ritzau/AFP

Sudans midlertidige premierminister, Abdalla Hamdok, oplyser natten til onsdag dansk tid, at hans regering har afværget et kupforsøg.

Ifølge regeringen er det hærofficerer og civile med forbindelser til landets tidligere regime, der står bag kupforsøget.

Hamdok siger i et tv-interview, at bagmændene havde ”forberedt sig godt, hvilket var tydeligt i sikkerhedsundersøgelserne i en række byer”.

Efter sigende skulle bagmændene både have blokeret for veje og lukket havne.

- Men ordenen er atter genoprettet, og både de militære og civile ledere bag kuppet er blevet anholdt, siger Abdalla Hamdok.

Militæret har udtalt, at ”de fleste” af de involverede er blevet anholdt - heriblandt 11 officerer.

FN’s generalsekretær, António Guterres, fordømmer kupforsøget. Han opfordrer alle parter til at holde sig til den nuværende aftale om en overgangsregering.

For cirka to år siden satte Sudan punktum for tidligere præsident Omar al-Bashirs tre årtier i embedet.

Han forlod posten efter flere måneder med omfattende folkedemonstrationer imod ham.

Kupforsøget kommer, godt en måned efter at Sudans udenrigsminister, Mariam al-Mahdi, sagde, at al-Bashir skal udleveres til Den Internationale Straffedomstol (ICC) - mere end et årti efter at domstolen udstedte en arrestordre på ham.

Her har uafhængige anklagere beskyldt den tidligere præsident for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Darfur-provinsen, der ligger i den vestlige del af Sudan.

FN anslår, at omkring 300.000 mennesker blev dræbt, og 2,5 millioner blev fordrevet i Darfur-konflikten, som brød ud i 2003.

Dengang greb dele af befolkningen til våben i oprør mod Omar al-Bashir. Ønsket lød blandt andet på større muligheder for politisk deltagelse.

Da al-Bashir endelig gik af i 2019, blev hans regering erstattet af en overgangsregering, som har siddet ved magten siden.

Både politikere og militæret er repræsenteret i regeringen, og i oktober sidste år lykkedes det overgangsregeringen at indgå en fredsaftale med en række oprørsgrupper i Darfur, hvor oprørsledere kunne få plads i regeringen. Volden fortsætter dog med at plage regionen.