Indsættelse af ny regering i Libyen har skabt håb om fred
Efter et årti med vold og kaos i kølvandet på Natos angreb i Libyen i 2011 er der nu håb om en ny begyndelse.
Libyens første enhedsregering i en årrække blev mandag taget i ed i den østlige by Tobruk. Den skal nu forsøge at samle landet efter år med vold og stridigheder.
Indsættelsen af den nye regering er kommet i stand efter en dialogproces via FN.
Den nye udvikling giver håb om en ny begyndelse, efter et årti med vold og kaos i kølvandet på Nato-landenes angreb i Libyen i 2011 under afdøde diktator Muammar Gadaffi.
- Jeg sværger ved Gud den almægtige at gøre min pligt med alvor og ærlighed, sagde premierminister Abdulhamid Dbeibah, da han blev taget i ed foran medlemmer af parlamentet og repræsentanter for vestlige lande samt Tyrkiet og Egypten.
Den nye regering indsættes i stedet for Den Nationale Enhedsregering, som også var anerkendt af FN, og som kontrollerede hovedstaden Tripoli og den nordvestlige del af det nordafrikanske land.
Denne blev kastet ud i en langvarig konflikt med en rivaliserende oprørsbevægelse i øst. Disse oprørere, der kalder sig Libyens Nationale Hær, ledes af Khalifa Haftar, som støttes af Rusland og De Forenede Arabiske Emirater.
Rusland og Emiraterne sendte ingen repræsentanter til ceremonien mandag, men de har offentligt budt indsættelsen af en ny regering velkommen.
Men der venter store udfordringer forud for et planlagt demokratisk valg, som formelt støttes af alle parter. Lejesoldater og private militser er stadig i landet og er parate til at fortsætte volden. De har kontrol over forskellige områder og statslige institutioner.
Det er ventet, at Dbeibahs nye regering nu overtager både den FN-støttede regering i Tripoli (GNA), og Haftars regering i den østlige del af landet.
Det nordafrikanske land med syv millioner indbyggere har enorme oliereserver, men er tynget stærkt ned af en økonomisk krise med høj inflation og udbredt korruption.
Dbeibah er en velstående forretningsmand, som tidligere har haft poster under Haftar, men han har ifølge AFP ikke nogen tydelige ideologiske sympatier.
Han skal imidlertid være tæt knyttet til Tyrkiet, og han har støttet Det Muslimske Broderskab i Egypten.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.
/ritzau/AFP