Fortsæt til indhold
Afrika

DRCongo ramt af eboladødsfald efter lang periode uden

DRCongo skulle have erklæret ebolaudbruddet for ovre søndag. Men inden for få dage er to personer omkommet.

/ritzau/Reuters

Mens det meste af verden forsøger at bekæmpe det igangværende coronavirusudbrud, har et andet frygtet virus - ebola - igen kostet liv i det centralafrikanske land Den Demokratiske Republik Congo.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) søndag.

Der er tale om to dødsfald inden for de seneste få dage.

Fredag døde en 26-årig mand i byen Beni efter at være blevet smittet med ebola. Det var det første smittetilfælde i over 50 dage i DRCongo.

Dødsfaldet satte en stopper for landets oprindelige planer om at erklære ebolaudbruddet for ovre søndag.

I stedet har landet søndag registreret endnu et dødsfald relateret til ebola.

Det drejer sig om en 11 måneder gammel pige, der var tilknyttet den 26-årige mand fra Beni, der fredag døde.

DRCongo havde håbet at kunne lægge ebolaudbruddet bag sig for i stedet at fokusere sine kræfter på det verdensomspændende coronavirusudbrud.

Artiklens emner
Ebola