To nye ebolatilfælde varsler spredning af smitte i DR Congo
De første ebolatilfælde er bekræftet i regionen Sydkivu i DRCongo – 700 kilometer fra det først ramte område.
Det smitsomme ebolavirus fortsætter tilsyneladende med at sprede sig i det centralafrikanske land Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).
Der er således bekræftet to ebolatilfælde i regionen Sydkivu i løbet af den seneste uge. Det oplyser sundhedspersonale fredag.
Regionen ligger over 700 kilometer syd for det område, hvor de første tilfælde for over et år siden blev registreret i det østlige Congo.
Over 1800 personer har mistet livet på grund af ebola siden udbruddets begyndelse den 1. august sidste år.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) betegnede i juli ebolaudbruddet som en ”folkesundhedsmæssig krisesituation af international betydning”.
Det skete, kort efter at virusset havde spredt sig til millionbyen Goma. Byen ligger ved grænsen til Rwanda og har blandt andet en international lufthavn.