Annonce
Afrika

Zuma afviser at adlyde ordre fra ANC om at trække sig

I en lang erklæring transmitteret på sydafrikansk tv siger Jacob Zuma, at han føler sig uretfærdig behandlet.

Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, siger onsdag i en tv-tale, at han ikke vil efterkomme en ordre fra det regerende ANC-parti om at træde tilbage.

I en lang erklæring, som blev transmitteret på sydafrikansk tv, siger Zuma, at han ikke føler sig retfærdigt behandlet. Han antyder, at han går imod ledelsen i ANC, men han tilføjer:

- Jeg er ikke enig med ANC's beslutning, men det betyder ikke, at jeg trodser den.

Han siger, at han uretfærdigt bliver portrætteret som en person, der trodser ANC. I den lange tv-transmitterede erklæring gør Zuma det pludseligt klart, at han vil fremsætte en ny erklæring senere onsdag.

Den trængte præsident, som beskyldes for korruption, siger, at han vil træde tilbage, hvis parlamentet vedtager et mistillidsvotum mod ham.

Zuma har tidligere tilkendegivet, at han "i princippet" er gået ind på at træde tilbage.

Sydafrikas regerende parti, ANC, siger, at der torsdag bliver en mistillidsafstemning i parlamentet. Et højtstående partimedlem siger, at det er målet at få afsat Zuma, så vicepræsident Cyril Ramaphosa kan overtage præsidentposten.

Beskyldningerne mod Zuma gælder blandt andet hans angivelige relationer til den stenrige indiske Gupta-klan.

Zuma skal have arbejdet sammen med klanen for at have kontrol over lukrative statskontrakter.

Lokale medier rapporterer, at den skandaleombruste Zuma presser på for at blive sikret store beløb, der skal dække advokatsalærer i kommende retssager om hans påståede ulovligheder.

I en sag modtog han angiveligt 783 gange pengebeløb fra en våbenhandel, inden han kom til magten.

Mange beskyldninger er knyttet til Gupta-familien, der ledes af brødrene Ajay, Atul og Rajesh Gupta.

De er alle i 40'erne og kom til Sydafrika fra Indien i 1993. På det tidspunkt var det hvide mindretalsstyre ved at slutte, og landet blev åbnet for resten af verden.

Kritikere hævder, at Gupta-familien "har taget staten til fange" for at kunne udføre deres forretninger.

/ritzau/Reuters

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Fængselskammerat ser tilbage: Vi kan stadig lære af Nelson Mandela
Mac Maharaj var i 12 år en af Nelson Mandelas nærmeste kammerater på fængselsøen Robben Island. 100 år efter landsfaderens fødsel reflekterer den nu 83-årige Maharaj over Mandelas lederskab, et kvart århundrede med store politiske fejl i Sydafrika, og hvad Europa og USA kan lære af manden, der blev et internationalt symbol på fred og forsoning.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her