Børnefonden stopper indsamling til afrikansk land: Missionen lykkedes
Store fremskridt i Kap Verde betyder, at Børnefonden trækker sig ud og stopper flere årtiers arbejde.
I 28 år har den danske nødhjælpsorganistation Børnefonden været i det vestafrikanske land Kap Verde for at hjælpe.
Da organisationen i 1989 begyndte sit arbejde i landet, der ligger ud for Senegals kyst, var befolkningen plaget af fattigdom, hungersnød, og kun hvert tredje barn gennemførte sin skolegang, skriver Tv2.dk.
I dag er situationen en anden. Missionen er lykkedes, skriver Børnefonden på sin hjemmeside. Deres sponsorer har været med til at få landet på rette spor.
Analfabetismen er faldet fra 25,20 til 8,30 pct. blandt mænd, mens den for kvinder er faldet fra 47 til 18 pct.
Ligeledes er børnedødeligheden et af de punkter, hvor der er sket stor fremgang, idet tallet er faldet fra 48,20 pct. til 20,70 pct. Og den forventede levealder er steget med ca. otte år, skriver Tv2.dk.
Niels Christian Meyer, bedre kendt som Bubber, er ambassadør for Børnefonden. Han understreger overfor Tv 2, at organisationen ikke trækker sig fra den ene dag til den anden, da man skal se, om »isen holder«. Det er derfor vigtig, at man ikke pludselig stopper betalingen, hvis man har et sponsorbarn, fortæller Bubber.