Danskerne kan blive ramt af blodregn
En sandstorm i Sahara gør, at danskerne i weekenden måske kan opleve det sjældne fænomen.
I weekenden kan danskerne komme til at opleve fænomenet "blodregn".
Onsdag eftermiddag udviklede der sig en sandstorm i det nordøstlige Marokko, og det har blæst store mængder støv op i de højere luftlag. De store støvskyer bevæger sig mod nord og forventes at nå hele vejen gennem Europa og helt til Danmark.
Det forventes, at det specielt bliver de sydvestlige egne af Danmark, som bliver ramt af fænomenet. Fredag aften og lørdag formiddag kommer det til at regne, og denne regn kan indeholde det rødligt farvede støv, som giver den meget karakteristiske blodregn.
Det er ikke ofte at støv fra Sahara bevæger sig hele vejen til Danmark, og sidst det skete var i oktober 2012, hvor særligt Nordjylland blev ramt.
Blodregn bliver især synligt på blanke flader som eksempelvis biler, hvor det røde støv, som har været i regnen, bliver siddende.
England hårdere ramt
I Storbritannien har man allerede oplevet blodregn fra onsdagens sandstorm i Marokko. Kombineret med en meget høj forurening fra trafik og industri oplever Storbritannien i øjeblikket de højeste niveauer af luftforurening i årevis.
I visse områder af England har forureningen nået højder, som har fået myndighederne til at anbefale børn, ældre og folk med astma at holde sig indendøre, så længe luftforureningen forbliver på samme niveau.
Den britiske luftforurening forventes at fortsætte til fredag, hvor en koldfront har passeret og renset luften.
Flere europæiske storbyer har været ramt af luftforurening de seneste måneder, og i Paris førte det blandt andet til gratis offentlig transport og forbud mod kørsel i biler med ulige nummerplader.