Nyd sommervejret - så længe det varer
Efter pinsen køler det lidt ned og regner. Juli-august vil du ikke høre om.
Det rigtig fine sommervejr ser ud til at fortsætte hen over pinsedagene.
Temperaturerne vil fortsætte med at ligge på et højt niveau - i Jylland op til 27 grader fredag. Til gengæld kan der komme lokale byger, evt. med torden, i løbet af lørdagen og søndagen, hvorefter mini-ferien rundes af med tørt og solrigt vejr igen.
DMI's fem dages varsel er lige til at blive i godt humør af, men herefter er det en anelse usikkert, hvornår et ventet omslag kommer.
Og omslag kan meget vel være ensbetydende med regnslag.
DMI's varsel for perioden fra slutningen af maj til dagen efter Grundlovsdag viser, at temperaturen i de sidste maj-dage vil ligge på ca. 20 grader, hvorefter den falder et par grader.
Køligt vejr og byger i juni
Med junis ankomst vokser risikoen for regnbyger i månedens første uge.
Samtidig bliver det sandsynligvis noget køligere med døgn-temperaturer omkring eller lidt under klimanormalen, som midt i juni ligger på ca. 14 grader.
Hvornår der igen kommer en længerevarende periode med sommervejr skal være usagt, så det er med at få luftet grillen og havehynderne den kommende tid, lyder opfordringen fra DMI.
Sommervejret? Glem det
DMI's sommerprognose blev offentliggjort midt i maj, og man må håbe, at den bliver revideret, for udsigten er ikke til at råbe hurra over.
Prognosen tyder på, at kampen mellem den varme luft over Sydøsteuropa og den køligere luft mod nordvest, kommer til at foregå over og omkring Danmark. Det giver os antagelig en ustadig sommer med nedbør over klimanormalens 188 millimeter for juni, juli og august, skriver DMI.