Fodgænger dræbt på mørk landevej
En herboende 40-årig rumæner er død efter en trafikulykke på en landevej nytårsaftensdag.
Den 40-årige herboende rumæner, som lørdag fik livstruende kvæstelser, da han blev ramt af en bil på Vestre Skivevej nær Skive, er afgået ved døden.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
På vej til fest
Den 40-årige mand var på vej i bil til en nytårsfest med sin familie, men på grund af et skænderi insisterede han på at blive sat af.
Konen kørte videre i bilen, og kort efter blev manden, som gik på den mørke landevej, ramt af en anden bilist.
Han blev indlagt på regionssygehuset i Viborg, men er nu afgået ved døden.
Ramt af 20-årig
Ifølge Ritzau er bilisten en 20-årig mand fra Brabrand. Han overså efter alt at dømme den 40-årige rumæner og var i første omgang slet ikke klar over, at han havde ramt en person.
Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at det har været svært for bilisten at se en fodgænger på den meget mørke, lige landevej.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Lauridsen, til Ritzau:
"Hans observationer skal sammen med oplysninger om, hvor den 40-årige befandt sig, da han blev påkørt, afgøre, om der er grundlag for at sigte bilisten for noget."