"Kalder kloakken. Regnsky nærmer sig Rådhuspladsen"

Miljøministeren: København skal have intelligente kloakker og radar mod tunge regnskyer.

Artiklens øverste billede

Københavns-området skal i den kommende tid overvåges af radarer, der kan tage pejling af tunge regnskyer, der måtte nærme sig hovedstaden.

Det vil sætte kommunens folk i stand til at styre sluser og bassiner, så indbyggerne undgår oversvømmelser.

Ideen med projektet er, at en radar holder øje med skyerne og fortæller, hvor der vil falde regn med meters nøjagtighed - to timer før den falder. Dermed kan kommunen nå at tilpasse kloaksystemet til den forestående belastning.

Det sker ved at åbne og lukke sluser, så udsatte steder bliver afskærmet - eller ved at gøre pumper klar til at sende regnvandet hen til de dele af kloaksystemet, der har mest plads.

Det oplyser Miljøministeriet.

Auken: Guld værd

"Det kan blive guld værd, hvis vi kan udvikle teknologi, der gør vores kloaksystemer mere effektive. Et miljøteknologisk projekt som dette med intelligente kloakker er derfor et fantastisk godt eksempel på en god miljøfremtid - ikke bare i forhold til en indsats over for oversvømmelser, men også i forhold til hvad vi som samfund skal leve af i fremtiden, nemlig grøn teknologi," siger miljøminister Ida Auken.

I den nærmeste fremtid har systemet karakter af en test, og hele projektet er netop bevilget to mio. kr. fra Miljøministeriet.

Det udføres i et samarbejde mellem Lynettefælleskabet, Spildevandscenter Avedøre, Københavns Energi og ingeniørfirmaet Krüger.

Projektet koster ialt 7,3 millioner kr.





null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen