Mand død ved frontalt sammenstød med bus

En 61-årig tysk mand er omkommet, efter at han kørte frontalt sammen med en rutebus på Kolding Landevej.

Torsdag eftermiddag mistede en 61-årig mand med tysk nationalitet livet, efter at han i sin personbil kørte frontalt sammen med en rutebus på Kolding Landevej ved Hejnsvig i Midtjylland.

Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

- Der er tale om en rutebus, der kører af Kolding Landevej, og pludselig kommer der en tysk personbil kørerende mod den og trækker over i bussens vognbane. Hvorfor ved vi ikke endnu. Men de kører frontalt sammen, forklarer vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Personbilens 61-årige tyske fører får svære kvæstelser ved uheldet og afgår senere ved døden på hospitalet på grund af disse.

Der var ikke andre passagerer i personbilen.

Føreren af bussen, samt to passagerer, er indlagt til observation på hospitalet, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Politiet skal nu undersøge sagen nærmere for blandt andet at blive klogere på, hvorfor manden trak over i bussens vejbane, og om han kørte med for høj hastighed.

- Det kan være, at han har været ved at overhale eller noget lignende. Det har vi ikke fået klarlagt endnu. Bussen forsøger i hvert fald at trække så langt til højre som muligt, men desværre var det ikke nok, siger vagtchefen.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen