Ulykkeselever slipper uden mén

Selv om det så voldsomt ud, da en bilist fredag torpederede en gruppe efterskoleelever på landevejen mellem Odense og Assens, ser det ud til, at alle elever kommer sig uden fysiske mén fra ulykken.

Artiklens øverste billede

Forstanderen for Sydvestfyns Efterskole, Peer Madsen, oplyser til Ritzau, at alle elever nu er udskrevet fra sygehuset.

- Alle elever på nær én kunne udskrives kort tid efter ulykken. Den sidste var en pige, der havde fået hjernerystelse og åbent kraniebrud, og ifølge hendes mor, ville hun komme hjem i weekenden, siger Peer Madsen.

Torpederet af bilist

Ulykken skete fredag, da en gruppe på 14 elever fra Sydvestfyns Efterskole var på vej mod skolen efter at have købt slik på en nærliggende tankstation. De gik i rabatten på landevejen på vej hjem til efterskolen, da en kvindelig bilist pludselig torpederede gruppen af unge med sin bil.

Politiet formoder, at kvinden formentlig fik et epileptisk anfald bag rattet og derfor mistede kontrollen over bilen og ramte de unge.

På sygehuset

Fem elever blev kørt direkte på sygehuset fra ulykkesstedet, mens yderligere et par elever efterfølgende også blev behandlet på sygehuset for mindre skrammer. Eleverne fik blandt andet knubs, hudafskrabninger, et trælår, et klemt ben og trykkede ribben. En pige måtte desuden have glasskår fra bilens forrude fjernet fra arm og skulder og måtte syes i skulderen.

Ulykken skete samme dag, som eleverne skulle afslutte deres skoleår. Afslutningen blev gennemført omend på en noget anden måde på grund af ulykken, og skolen overvejer nu, om det vil være muligt at samle alle elever, der var involveret i ulykken, til en snak senere på sommeren for at få bearbejdet den voldsomme oplevelse.

Ritzau

Andre læser

Mest læste

Del artiklen