Bus endte i plejehjemsbeboers stue

Usædvanlig trafikulykke i Ikast sendte fredag morgen fem personer på sygehuset.

Artiklens øverste billede
Arriva-bussen torpederede efter sin undvigemanøvre plejehjemmet Grønneparken og endte i en beboers stue.

Fem personer blev kvæstet og måtte på sygehuset, da en togbus fra Arriva fredag morgen torpederede et plejehjem i Ikast.

Ulykken skete, da buschaufføren ville undvige en bilist, der overtrådte sin ubetingede vigepligt i krydset mellem Nørregade og Jens Holdgaards Vej i det centrale Ikast.

Buschaufføren mistede herredømmet over bussen og bragede gennem muren på plejehjemmet Grønneparken og endte i en beboers stue.

Chaufføren i Arriva-bussen blev fastklemt ved ulykken.

 

Det er et Guds under, at det ikke gik værre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det var sket i myldretiden.

Souschef ved Hernings lokalpoliti Erik Christensen

Chauffør blev fastklemt

En beboer og en plejer befandt sig i stuen, da bussen kom brasende og endte med hele forenden begravet i muren. 

Den kvindelige buschauffør blev fastklemt ved ulykken, og Ikast-Brande Redningsberedskab har måttet skære hende ud af bussen.

Hun kunne selv stå op, men redningsfolkene valgte at få hende ned at ligge, beretter aoh.dk's reporter på stedet.

Beboer var hjemme

En plejehjemsbeboer opholdt sig sammen med en mandlig plejer i stuen, da den blev torpederet. Plejeren er kørt på sygehuset, men begge skulle være uden for livsfare, skriver aoh.dk.

En ældre kvindelig bilist, der forårsagede ulykken, blev fastklemt i sin Suzuki Swift og måtte ligeledes skæres ud.

Hun var dog ved bevidsthed, da redningsmandskabet gik i gang med at skære hende ud af den knuste bil, og efterfølgende blev også hun kørt på sygehuset.

Buspassagerer uskadt

Der var ifølge aoh.dk's oplysninger nogle få passagerer ombord i bussen, og ifølge Jyllands-Postens oplysninger måtte en af dem køres på sygehuset.

Bussen holder i den sammenstyrtede mur, og et område på hver side af ulykkesområdet er blevet afspærret, da politiet rygter at muren styrter sammen, når bussen trækkes ud.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen